Stress og angst har rigtig mange fællesnævnere, blandt andet en lang række af overlappende symptomer. Men et sted hvor stress og angst er meget forskellige er, hvordan vi i Danmark opfatter, og omtaler de to fænomener.
Det ses som betydeligt mere acceptabelt og er mindre tabubelagt at være ramt af stress i forhold angst. Det er nærmest forventeligt, at man har lidt for travlt på arbejdet, er lidt små stresset, og ikke kan få tingene til at hænge sammen.
At gå ned med stress ses dog for mange stadig som værende et svaghedstegn, og noget skamfuldt. Men den øget åbenhed omkring folk, der går ned med stress, blandt andet fra politikere, har gjort, at det ikke er nært så skamfuldt som det var før i tiden.
Angst derimod er langt mere tabuiseret. Det er sjældent, at folk fortæller om deres udfordring med angst. Det er blevet bedre de seneste par år, f.eks. har der inden for musikmiljøet været en række store navne som har været åbne om deres udfordringer med angst. Der er dog stadig lang vej før vi er et sted, hvor angst er lige så acceptabelt som stress er i dag.
I min praksis som psykoterapeut, oplever jeg det ved at folk meget hellere kalder det de kæmper med for stress end at de vil kalde det for angst.
Både stress og angst er naturligt, og en del af vores biologi. De kroniske stress symptomer kommer som en reaktion på at vi for længe har haft et overaktivt nervesystem, og for meget kortisol i blodet.
Symptomerne i forbindelse med angsten derimod er i højere grad en overreaktion på en situation, som vi bevidst eller ubevidst oplever som frygtsom. Derfor er angst oplevelsen meget mere momentan.
De kroniske stress symptomer er umiddelbart, ud fra et fysiologisk perspektiv, mere problematiske end angst symptomerne. Man kan dø af de symptomer der følger af kronisk stress, mens de direkte angst symptomer er voldsomt ubehagelige, men ufarlige.
Det betyder på ingen måde at det at være ramt af angst er mindre vigtigt end at være ramt af stress. Selve angst oplevelsen kan være voldsomt ubehagelig og følgevirkningerne af angst med undgåelsesadfærd og sikkerhedsadfærd kan være stærkt livsbegrænsende, og være ødelæggende for ens mentale helbred.
Når alt det så er sagt, så kan man faktisk ikke skelne hårdt og præcist mellem stress og angst. Det er ikke sort og hvidt, men der er en enorm gråzone mellem de to tilstande. Det der for den ene er stressfyldt, kan være angstfremkaldende for den anden, og omvendt. Samtidig er grænsen mellem stress og angst flydende, meget personlig og situationsafhængig.
Når stressen stiger, så kan den gå over i angst, og vi taler så om stressudløst angst. Det er dog ikke givet at stress udløser angst, det er afhængigt af hvem vi er, og den situation vi er i. Stress gør vores nervesystem mere påvirkeligt og dermed mere sårbart, så var vi i forvejen en smule mere disponeret for at få angst, så øger stressen risikoen.
I stress situationer eller frygtsomme situationer aktiveres vores autonome nervesystem. Det autonome nervesystem kan deles op i to undersystemer:
De to nervesystem fungerer under normale omstændigheder i en ligevægt, sådan at de hele tiden justere og afbalancerer hinanden. På denne måde er der hele tiden ligevægt mellem de to systemer.
Men når vi i er i en situation, som vi bevidst eller ubevidst oplever som farefuld, så aktiveres det sympatiske nervesystem, og det parasympatiske nervesystem bliver nedreguleret. Når den farefulde situation er overstået så bliver det parasympatiske system mere aktivt, mens det sympatiske nervesystem nedreguleres, indtil kroppen igen finder ind i sin balance.
Er vi ramt af kronisk stress, så befinder vi os alt for lang tid med et for aktivt sympatisk nervesystem. Bliver vi derimod ramt af angst, bliver vores sympatiske nervesystem alt for aktivt, men i en kortere periode.
Stressen gør det autonome nervesystem mere sårbart. Der skal mindre til for at nervesystemet reagerer, og det reagerer mere kraftigt. Så når en frygtsom situation opstår, reagerer vores sympatiske nervesystem alt for kraftigt, og sætter alt det i gang i kroppen som opleves som angst.
Man kan sige at forøget kronisk stress sænker vores angst tærskel.
Når den kronisk stress bygger sig op over tid, så kan den på et tidspunkt overskride vores angst tærskel, og derved gøre at man oplever stressudløst angst. Samtidig med at den kroniske angst bygger sig op, så sænker vores angst tærskel sig, så vi bliver mere sårbare.
Ja, man kan få angst af stress. Det kan opstå ved langtidsstress, også kaldet kronisk stress. Når man får angst af stress, kaldes det for stressudløst angst. Der kan være en række forskellige årsager til at stress forårsager angst:
Forskellen på stress og angst er hovedsageligt givet ved, hvordan vores autonome nervesystem reagerer på de to forskellige tilstande. Kronisk stress giver en kontinuerlig høj aktivering af vores sympatiske nervesystem, mens angst i kortere tid aktiverer det sympatiske nervesystem alt for voldsomt.
Både stress og angst er en naturlig del af det at være menneske. Stress bliver et problem når den går fra at være akut stress til at være kronisk stress. Angst bliver et problem når den bliver så ubehagelig, at vi tillægger os en høj grad af undgåelsesadfærd. Der er ikke nogen hård grænse mellem stress og angst. Hvad der for dig er stress er måske angst for mig og omvendt.
Ja, det er ikke unormalt, at angst forsvinder af sig selv, men man skal bestemt ikke tage det for givet. Der er gode muligheder for at angsten forsvinder af sig selv når man oplever angst i en lettere form, og hvis man har ressourcerne til kontinuerligt at kunne trodse angsten og ikke lade sig styre af angsten, og undgår at opbygge en undgåelsesadfærd.
Kæmper man med angst, så er det dog altid anbefalet at snakke med sin læge om det eller en anden professionel inden for området.
Jeg er uddannet psykoterapeut, og har haft min egen praksis i København igennem flere år.
mail: jg@glads.dk