John Bowlby
Tilknytningsteori
John Bowlbys tilknytningsteori er en af de mest undersøgte og mest veldokumenterede psykologiske teorier vi har. Talrige forsøg på tværs af forskellige kulturer, har vist, hvor fundamentalt en del tilknytning er for os mennesker og hvor afgørende vores tilknytning er for det liv vi ender op med at leve. Om vi kommer til at kæmpe med stress, angst, depression, afhængighed, hvordan vores relationer til vores nærmeste bliver, om vi kommer til at kæmpe med lavt selvværd, osv.
Find os på Amagertorv 14b 3. og 4. etage, København K eller kontakt mig på 2496 8207 eller jg@glads.dk
Tilknytningsteori -
​Det grundlæggende spørgsmål
Det grundlæggende spørgsmål som John Bowlby forsøgte og finde en forklaring på var
“Hvorfor knytter børn sig så stærkt til en forælder, og hvorfor bliver de påvirket så voldsomt ved adskillelse?"
​
Nysgerrigheden var først opstået, da Bowlby var i 20’erne og holdt en pause i sit medicinstudie og arbejde på et hjem for børn med mistrivsel.
Bowlby observerede, at det mange af børnene havde tilfælles var at de på et tidligt tidspunkt havde oplevet en adskillelse fra deres forældre.
John Bowlby Tilknytninsteori
I sit arbejde som psykolog på et børnehjem under anden verdenskrig gjorde John Bowlby en hel række observationer af børn, som var væk fra deres forældre eller helt havde mistet dem. Disse observationer dannede grundlaget for det, som sidenhen blev Bowlbys tilknytningsteori.
Bowlby beskriver i tilknytningsteorien, hvordan evolutionært er blevet en basal og meget stærk overlevelsesdrift, for et lille barn at opretholde en tæt tilknytning til en voksen. En tilknytning som primært skal sikre barnets overlevelse, men også give den basale struktur for hvordan man bedst interagerer med andre mennesker og hvad man kan forvente af dem [1]
To af Bowlbys helt store forbilleder var Sigmund Freud og Charles Darwin, hvilket også har sat sit præg på tilknytningsteorien. Man kan se tilknytningsteorien som et stykke arbejde der knytter studiet af menneskets psykologi til en stærk base af evolutionærbiologisk videnskab. [6]
Mary Ainsworth Tilknytningsteori
Mary Ainsworths bidrog til tilknytningsteorien ved at identificere de 4 tilknytningsmønstre. Ainsworths tilknytningsmønstre er nok de mest kendte element af tilknytningsteorien, og er det de fleste forbinder med tilknytning.
Hvad er de 4 tilknytningsmønstre?
Tilknytningsperson
Det lille barn begynder ganske kort tid efter fødslen at knytte sig til den voksne person som er mest til stede for barnet. Den voksne som barnet knytter sig til bliver barnets primære omsorgsperson også kaldt tilknytningspersonen.
​
Tilknytningspersonen er som oftest en mor, nogle gange en far, men kan i princippet være en hvilken som helst anden person, der kontinuerligt er der for det lille barn.
​
I mine tekster bruger jeg begreber som mor, omsorgsgiver, omsorgsperson, primær tilknytningsperson og tilknytningsperson mellem hinanden. Eftersom det almindeligvis er moren, der har haft den tætteste tilknytning til barnet, så har rigtig meget tilknytningsforskning været fokuseret på netop den relation. Men der er selvfølgelig intet til hinder for at det kan være en hvilken som helst anden voksen. Når jeg skriver moren så er det ofte fordi det falder mig mest naturligt, når forskningen netop er baseret på mor-barn relationen.
To fundamentale drivkræfter - nærhed og selvstændighed
I tilknytningsteorien betragter man mennesket som værende styret af to fundamentale, eksistentielle og modsat rettet drivkræfter:
-
En drivkraft efter nærhed - At være relateret til andre
-
En drivkraft efter selvstændighed - At definere sig selv
Det der kendetegner den sunde, velafbalancerede og trygge tilknytning er netop at disse to drivkræfter er i balance.
Nærhed og selvstændighed -hinandens modsætninger og forudsætninger
Drivkraften for nærhed og drivkraften for selvstændighed hos et menneske har ifølge tilknytningsteorien udgangspunkt i hvert deres adfærdssystem.
​
Ønsket om nærhed motiveres af vores tilknytningssystem, mens ønsket om selvstændighed motiveres af systemet for nysgerrighed og udforskning.
​
Paradoksalt er disse to drivkræfter på en gang fundamentale modsætninger, og samtidig hinandens forudsætning.
Uden at man er selvstændig, og har en vis grad af selvdefinition og selvhævdelse, så kan der ikke eksistere en reel relation mellem mennesker. Hvis det ikke er til stede, så mister man sig selv i en relation som er opslugende og symbiotisk.
Uden at man har nærhed og relationer til andre, så bliver selvstændigheden ligegyldig, tom og uden base. Selvstændigheden bliver sygelig fornægtelse af egen sårbarhed, og afhængighed af andre.
​
Det at finde en sund balance mellem nærhed og selvstændighed, mellem at kunne respektere andres behov og ønsker, og samtidig kunne definere sig selv i forhold til andre, bliver barnets udviklingsopgave [4].
Tilknytningssystemet
I et jæger-samler samfund har det været et spørgsmål om overlevelse for et lille barn, og ikke at blive efterladt af flokken. Det værktøj evolutionen har givet barnet for at undgå at blive efterladt er vores tilknytningssystem.
​
Tilknytningssystemet gør, at det lille barn ubetinget vil gøre alt hvad det evner for ikke at blive efterladt. Så en opførsel eller reaktion fra barnets side, der gør at tilknytningspersonen trækker sig, vil gøre at barnet efterfølgende forsøger at moderere sig selv sådan at tilknytningsrelationen beskyttes. Udtrykker det lille barn f.eks. at det er ked af det, og tilknytningspersonen måske bliver stresset af gråden og ikke kan holde ud at være i nærheden af barnet og forlader det, så vil det lille barn efterhånden lære at gråd er ulovligt. Hvis jeg græder, så vil jeg blive efterladt. Barnet begynder så at dæmpe sin gråd, måske først til en klynken og sidenhen går barnet helt i stå og lukker nærmest ned for sig selv.
Indre arbejdsmodel
Når barnet er ca. et halvt år gammelt begynder det at udvikle kognitive evner, og kan skabe sig en opfattelse af, hvem det selv er, og relationen til tilknytningspersonen.
Barnets opfattelse af sig selv, tilknytningspersonen, og hvad der gør at det er en god relation til tilknytningspersonen, bliver efterhånden til et mønster for hvordan barnet skal være i verden for at blive accepteret, og få kærlighed og omsorg.
​
Med Bowlbys ord opstår der en indre arbejdsmodel af hvem tilknytningspersonen er, og på baggrund af den en indre arbejdsmodel af hvem barnet selv er.
De første indre arbejdsmodeller
Disse første mønstre eller arbejdsmodeller for hvordan man selv er og hvordan man interagerer med andre mennesker, og hvad man kan forvente fra interaktionen, bliver en skabelon. En skabelon for hvordan alle efterfølgende interaktioner bliver oplevet af barnet, og derfor hvordan de kommer til at foregå. Samtidig kommer denne første arbejdsmodel til at danne det grundlag, som alle senere arbejdsmodeller bliver skabt ud fra.
​
Hvis de første arbejdsmodeller har været trygge, glædesfulde, og barnet har fået en oplevelse af at være værdifuld, så vil barnet inderst inde have udgangspunkt for møder med andre mennesker senere i livet.
​
Hvis den første arbejdsmodel derimod har været utryg, problematisk, og barnet har haft en oplevelse af at være et problem, så vil forventningerne til relationer senere i livet tage udgangspunkt i den opfattelse.
​
Er vi i vores tidligste år blevet mødt af en tilknytningsperson, der har givet os trygge rammer og en oplevelse af eget selvværd, så er det sådan vi møder verden og ser os selv. Har vores tilknytningsperson ikke evnet at skabe sådanne trygge rammer, så vil vores indre arbejdsmodeller blive udgangspunkt for angst, patologisk skam, perfektionisme, ensomhed, stress, depression, udfordring med at indgå i parforhold, osv.
​
Den første indre arbejdsmodel bliver det prisme, vi ser og tolker alle senere relationer igennem. Den farver vores forventninger til andre mennesker, giver os et kort over hvordan vi skal agere for at blive accepteret, samt vores selvværd eller mangel på samme.
​
Bowlby valgte at benytte ordet arbejdsmodeller for at understrege, at det ikke er nogle statiske mønstre, men at de er foranderlige og dynamiske. Hvilket i terapi-sammenhæng betyder at vi ved at blive bevidste om vores mønstre omkring den indre arbejdsmodel, også gør det muligt for os og agere i forhold til den, og over tid ændre på den.
De 4 elementer i en indre arbejdsmodel
En indre arbejdsmodel er baseret på 4 elementer:
-
Erfaring omkring tilknytningsrelationer - Hvordan skal jeg agere for at andre holder af mig, hvad jeg kan forvente af andre, vil de møde mig kærligt, vil de ignorere mig, skal jeg gøre en masse for at holde af mig.
-
Holdninger og forestillinger om hvem man er som person - Jeg er værdifuld som den person jeg er, eller jeg er ikke værdig til at blive elsket.
-
Tilknytningsrelateret ønsker og behov - Der er ingen andre som kan hjælpe mig, jeg må klare mig selv. Jeg har behov for at andre hjælper mig. Jeg ønsker at nogle kan beskytte mig. Jeg har behov for at være en del af gruppen
-
Planer og vores ageren for at opnå det vi ønsker. Jeg pleaser andre for at undgå at blive forladt. Jeg taler ned om mig selv, så jeg
Tilknytningens indvirkning på følelseshåndtering
Et spædbarn kan ikke berolige sig selv, og kan uden et sprog ikke tolke de kropslige sansninger. Det er igennem et trygt velfungerende samspillet med omsorgspersonen, at det lille barn bliver beroliget, og over tid lærer at berolige sig selv. Det er igennem sammenspillet at barnet først spejler omsorgspersonen og siden lærer at når der f.eks. er ubehag i maven på den her måde, så er det fordi jeg er sulten, og når det er på den her måde så er jeg ked af det.
Når tilknytningspersonen har det svært med sine egen følelser
Hvis tilknytningspersonen har det svært med dele af sig selv, kæmper med stress, eller måske er vokset op i en familie hvor det at vise følelser har været forbudte, så kan det blive svært at møde barnet og berolige det. I stedet kan man som forældre selv blive ramt, ked af det, vred osv. Hvis tilknytningspersonen selv bliver ophidset i stedet for at berolige barnet, så bliver barnet kørt endnu mere op i sine følelser, og det bliver en fremtidig model for barnet for at håndtere sådanne følelser.
​
Hvis tilknytningspersonen har svært ved barns følelser og forlader det, så finder barnet efterhånden ud af at hvis jeg bliver vred, så bliver jeg forladt. Det kan betyde, at barnet senere i livet får svært ved at håndtere følelser som vrede.
​
Samtidig genkender de fleste nok oplevelsen af, at i en betydningsfuld relation, hvor følelser som ikke bliver modtaget af en forstående anden, kan vække skamfølelse. Rækker vi ud efter nærhed, omsorg eller forståelse for en sorg eller fordi vi er kede af det, men den anden vender os ryggen, så vækker det skam. Er vi glade og fyldt med energi og bliver afvist i det, så kan vi opleve os selv som værende for meget, igen med en underliggende skam [4].
​
Når barnet, eller for den sags skyld den voksende, bliver ramt af skam, så oplever det en isolation og ensomhed, der kan sidestilles med en oplevelse af at blive forladt. For at beskytte tilknytningen gør barnet sine følelser forkerte, og undertrykker dem.
Følelser er dog i så høj grad en integreret del af vores biologi, at de måske kan undertrykkes, men de forsvinder bestemt ikke. Det kan godt være, at vi kan blive rigtig gode til at undertrykke følelserne, og aldrig rigtig mærker dem. Vi er aldrig rigtig vrede, aldrig rigtig glade, og aldrig rigtig kede af det, men følelserne er der stadig. I stedet sætter følelserne sig som iteration, stress, angst, og depression, og kræver coping mekanismer for fortsat at kunne håndteres og undertrykkes.
Tryg og utryg tilknytning
Har vores først relation til tilknytningspersonen været tryg, så vil vi i fremtidig møder med nye mennesker have en underliggende forventning baseret på denne tidlige tryghed. Har vores første relation til tilknytningspersonen derimod været utryg, så vil fremtidige møder med nye mennesker som udgangspunkt være præget af usikkerhed.
Man deler tilknytning op i tryg tilknytning og utryg tilknytning.
-
Den trygge tilknytning er en tilknytning hvor vi ikke blot har oplevet kontinuerlige, faste og stabile rammer, men også en relation til en voksen hvor vi som små er blevet mødt i vores behov, spejlet og beroliget i vores følelser.
Den trygge tilknytning forbereder os på en verden som er tryg, hvor vi primært kan møde andre mennesker med positive forventninger, hvor vi kan stå frem som dem vi er, og er helt grundlæggende værdifulde som det menneske vi nu er. -
Den utrygge tilknytning derimod opstår når vores primære tilknytningsperson ikke evner og sørger for kontinuerlige sunde og stabile rammer. Vi oplever at blive nødt til at fraspalte dele af os selv for at beskytte tilknytningsrelationen, eller vi oplever ikke at kunne søge trøst.
Den utrygge tilknytning forbereder os på en verden som er usikker, hvor vi skal være opmærksom på hvordan vi fremstår, det er vigtig vi gør det rigtige, vi er ikke nødvendigvis værdifulde som det menneske vi er.
FAQ
Hvad er tilknytningsadfærd?
Tilknytningsadfærd er de ting barnet gør for at opbygge en tryg tilknytning til omsorgspersonen. Ganske kort tid efter barnet er kommet til verden begynder barnet at kunne genkende sin mor, derefter at opsøge øjenkontakt, spejle ansigtsudtryk og smile. Som barnet bliver ældre så begynder det også at moderere sin adfærd, sådan at omsorgspersonen i højere grad beskytter barnet, og ikke forlader det.
Hvad er tilknytningsrelationer?
Den primære tilknytningsrelation er relationen mellem det lille barn og omsorgspersonen. Det har evolutionært været vigtigt for det lille barn at opbygge en tæt og stærk relation, da relationen til omsorgspersonen skulle sikre barnets overlevelse. Denne første tilknytningsrelation bliver en model for senere relationer til vigtige personer i ens liv. Hvad kan man forvente sig af dem, hvordan ser de på en, og hvordan skal man bedst agere i forhold til dem.
Hvad er en tilknytningsforstyrrelse?
En tilknytningsforstyrrelse opstår, når det ikke lykkes det lille barn at opbygge en tryg tilknytningsrelation til den primære omsorgsperson. Barnet vil opbygge en kompenserende adfærd, der gør det muligt for barnet at håndtere den manglende trygge tilknytning. Den strategi barnet er nødt til at vælge vil vise sig som tilknytningsforstyrrelse, både i barndommen og i voksenlivet.
Hvad er en reaktiv tilknytningsforstyrrelse?
En reaktiv tilknytningsforstyrrelse er en tilknytningsforstyrrelse som giver sig til udtryk hos barnet ved at barnet undgår nærhed og intimitet, og foretrækker at isolere sig og være alene. Barnet kan stadig føle sig enormt alene og have behov for nærhed, men har tidligt i livet opbygget en adfærdsstrategi for at undgå nærhed.
Referencer
[1] John Bowlby, Wikipedia
https://en.wikipedia.org/wiki/John_Bowlby
[2] Internal Working Models and Change, January 2009. In book: Attachment Theory and Research in Clinical Work with Adults (pp.209-233)Chapter: Internal Working Models and ChangePublisher: Guilford PressEditors: J. H. Beregi & E. Berant
https://www.researchgate.net/publication/274074354_Internal_Working_Models_and_Change
​
[3] Attachment and the Tavistock: A Story, NHS
https://100years.tavistockandportman.nhs.uk/attachment-and-the-tavistock-a-story/
​
[4] Vi er vores relationer - om tilknytning, traumer og dissociation; Tor Wennerberg; Dansk Psykologisk Forlag; https://dpf.dk/produkt/vi-er-vores-relationer/
​
[5] En sikker base; John Bowlby; Det lille forlag; https://www.saxo.com/dk/en-sikker-base_john-bowlby_haeftet_9788790030032
​
[6] Selv og sammen - Om tilknytning og identitet i relationer; Tor Wennerberg; https://www.saxo.com/dk/selv-sammen_tor-wennerberg_haeftet_9788771582260
Skrevet af
Jesper Glad, Psykoterapeut i København
Jeg er uddannet psykoterapeut, og har haft min egen praksis i København igennem flere år. Tilknytningsteorien og tilknytnings arbejde er en del af min teoretiske baggrund, og en del af mit terapeutiske arbejde.
​
mail: jg@glads.dk
