Utryg ambivalent tilknytning - også kaldt ængstelig tilknytning - er kendetegnet ved et lavt selvværd, et stærkt behov for at blive anerkendt, en oplevelse af aldrig rigtig at være en del af gruppen og en usikkerhed i vigtige relationer.
Selvom det kræver en vedholdende indsats, så kan ambivalent tilknytning, skridt for skridt, ændres til en mere sikker tilknytning,
Men behovet for anerkendelse, tryghed og bekræftelse kan blive for stærkt og alt for voldsomt styrende. Det kan blive så stærkt, at vi opgiver os selv. Vi forsøger at lave fundamentalt om på hvem vi er for at sikre os at de andre ser os som gode nok.
Vi tør måske ikke udforske nye ting i livet af frygt for at gøre noget forkert og ødelægge - og måske endda miste - de vigtige relationer vi har. Så i stedet søger vi konstant bekræftelse, der skal fjerne vores indre uro, men det bliver aldrig helt nok. Når vi faktisk bliver bekræftet af andre, så er det svært at tage imod.
Vores insisterende søgen efter bekræftelse har ofte den stik modsatte virkning. Vi bliver alt for meget, og ender i stedet op med at skubbe folk fra os.
Det er som om der er et konstant underskud af bekræftelse, som bare ikke kan mættes. Samtidig er der en vedholdende søgen og fokus på situationer, hvor man ikke bliver bekræftet. Så en partner kan nemt ende op med at gå på listefødder, trække sig og forsøge og gå under radaren for at undgå at komme til at trigge den ambivalent tilknytning.
Paradokset er, at når man så rent faktisk får tilbudt nærhed og bekræftelse, så kan det være svært at modtage. Man er fokuseret på alt det der mangler, og alt det man ikke får, og forventer samtidig at andre faktisk ikke vil en, og det derfor er løgn og de vil forlade en.
Tilknytningsadfærden er drevet af frygt for at blive forladt. Selvom man har et stort behov for nærhed, så bliver det derfor farligt og svært at opbygge en tæt og tillidsfuld relation, da man inderst inde tror man er ved at man blive svigtet. Man oplever hjælpeløshed og bliver vred.
Den ambivalente tilknytning opstår hos barnet som et resultat af, at en tilknytningsperson er ustabil, utroværdig og uforudsigelig tidligt i barndommen.
Det kan være at tilknytningspersonen har en indre konflikt, der gør det svært at give barnet den nærhed og tryghed det kræver, og man derfor vender sig væk og forlader barnet når det bliver svært. For så til andre tider, måske drevet af dårlig samvittighed, at være overinvolveret i barnet.
Det kan give en oplevelse hos tilknytningspersonen af at opgive rigtig meget for barnets skyld. Derfor står barnet i gæld og skal være taknemlig. Denne gæld kan barnet aldrig indfri, uanset hvor meget det gør gennem livet, og det bliver grobund for skam og en oplevelse af ikke at være god nok.
Undersøgelser har vist at forældre til ambivalent tilknytte børn møder deres barn bedst i følelser omkring frygt, mens der er mindre empati omkring andre følelser som glæde, stolthed og vrede [3]
Mary Ainsworth identificerede i alt 4 kategorier af tilknytningsadfærd, eller tilknytningsmønstre. Utryg, ambivalent tilknytning er en af disse 4 tilknytningsmønstre. I forbindelsen med denne kategorisering skal det nævnes, at vi som mennesker alle er forskellige.
Vores DNA er forskelligt og vores opvækst er forskellig, derfor ender vi også alle op med forskellige typer af tilknytningsadfærd. Derfor bliver tilknytningsmønstrene nogle overordnede overskrifter på vores tilknytningsadfærd, og vi passer sjældent helt perfekt inden for de forskellige kategorier af adfærd.
Utryg ambivalent tilknytning kendetegnes ved at veksle mellem en klynkende adfærd og en skubben-væk adfærd. Så på den ene side har barnet en tro på at det har behov og støtte fra en omsorgsperson, og at omsorgspersonen kan give barnet det. På den anden side tror barnet ikke på, at omsorgspersonen faktisk vil give den støtte det har behov for.
I et psykoterapeutisk ambivalent tilknytning behandlingsforløb vil der ofte være fokus på emner som:
De 4 tilknytningsmønstre er:
Utryg ambivalent tilknytning og utryg undgående tilknytning er to modsatrettede tilknytningsstrategier.
Den første repræsenterer en hyperaktivering af tilknytningsadfærd, mens den anden repræsenterer en deaktivering af tilknytningsadfærd. Hvor utryg desorganiseret tilknytning er udtryk for at barnets tilknytningsstrategi kollapser under modstridende impulser, og barnet ikke ved, om det skal stå alene, eller forsøge at nærme sig tilknytningspersonen.
Jeg er uddannet psykoterapeut, og har haft min egen praksis i København igennem flere år.
Tilknytning, tilknytningsteori, og tilknytningsmønstre er en vigtig base for min praksis som psykoterapeut.
mail: jg@glads.dk