Utrygt undvigende tilknytning er et af tilknytningsteoriens 4 tilknytningsmønstre. Personer med undvigende tilknytning har det svært med afhængighed, og relationer som er tætte og intime. De er ofte meget hurtigt på vej væk fra en sådan tæt relation, og kan derfor leve en noget ensom tilværelse.
Med en målrettet indsats er det dog muligt at ændre en utrygt undvigende tilknytning til en mere tryg tilknytning.
Personer med en undvigende tilknytning er mennesker som inderst inde oplever, at de klarer sig bedst alene. De tror ikke på, at andre kan hjælpe dem. Når tingene bliver svære, så er den grundlæggende impuls hos den undvigende tilknyttede at søge væk fra andre og stå alene.
Det kan godt være at de har venner, gode kollegaer, virker udadvendte, men lige så snart det kommer til intimitet og tætte, dybe eller store følelser, så forsvinder de.
En person med undvigende tilknytning vil være okay med at have dig omkring, men du får ikke lov til at komme tæt på. Personen vil være hurtigt til at forlade et forhold, da oplevelse af frihed er vigtigere end den tætte relation.
De har det ofte svært med at udtrykke egne følelser, og også svært ved helt at mærke andres følelse. Når andres følelser bliver rigtig tydelige, fordi de måske er store eller intime, så kan det vække uro og stress.
En person med en undvigende tilknytning vil ofte være bange for at indgå i en tæt relation med en anden. De forventer inderst inde, at den anden faktisk ikke kan give dem det, de har brug for, og at de vil blive forladt af den anden. Derfor passer de bevidst på sig selv ved ikke at lade andre blive vigtige for dem.
Når en partner begynder at komme tættere på, så kan den undvigende tilknyttede opleve den anden som værende for klistrene og kræve alt for meget nærhed.
Man modtager ikke gerne den hjælp, der tilbydes udefra, og man rækker slet ikke ud efter hjælp, eller endnu værre følelsesmæssig støtte. Hvis livet bliver svært, så har de det rigtig svært med at opleve sig som afhængig af en partner, og ønsker ofte heller ikke at partner skal forvente at de er det hvis livet bliver svært for partneren.
Undvigende tilknytning benævnes også ofte undgående tilknytning. Det er et af de i alt 4 tilknytningsmønstre. Det bør nævnes at de forskellige tilknytningsmønstre blot er kategorier af tilknytningsadfærd. Vi har alle vores egen helt personlige tilknytningsadfærd baseret på vores genetiske ophav, og den erfaring vi har fået med tilknytning gennem livet. Derfor passer vi højst sandsynligvis ikke helt perfekt ned i en af disse 4 kategorier.
En høj grad af tillid til sig selv, andre og i særdeleshed ens vigtige relationer. Kan både søge tryghed, stå alene og tør prøve nye ting.
Usikker på sig selv. Tro på at vigtige relationer kan hjælpe, men stoler ikke på, at de nødvendigvis gør det. Søger meget tryghed, og kan derfor have svært ved at stå alene og prøve nye ting.
Usikker på sig selv, og er samtidig sikker på ikke at kunne hente hjælp udefra. Søger ikke tryghed, og står alt for meget alene. Begrænset lyst til at prøve nye ting.
Usikker på sig selv, og er splittet i sine forventninger til vigtige relationer. Tror på en og samme gang at de ikke vil få nogen hjælp udefra når de har behov for hjælp, men hjælpen kan være farlig.
Et barn med en undvigende tilknytning vil have en tilknytningsadfærd, hvor det deaktiverer tilknytningssystemet. Barnet ofrer sit behov for nærhed, da det har opbygget en erfaring omkring at omsorgspersonen ikke er tilgængelig, og ikke kan hjælpe. Når barnet ikke kan forvente hjælp fra omsorgspersonen, så må det klare sig selv og være selvstændig.
Det er relativt sjældent, at jeg møder klienter med et undvigende tilknytningsmønstre i min praksis som psykoterapeut. Når man tænker på den undvigende tilknytnings natur, så er det endelig ikke overraskende. Den undvigende tilknyttede vil have en tilbøjelighed til at ville stå alene og klare tingene selv når livet bliver svært. De forventer helt inderst inde ikke at nogen udefra i bund og grund kan hjælpe dem, og derfor opsøger de sjældent en psykoterapeut eller psykolog.
Når det så er sagt, så kan personer med dette tilknytningsmønstre få meget ud af psykoterapi, hvor der arbejdes med at mærke følelser, acceptere at de er der og at de giver livet værdi.
[1] Mary Ainsworth; wikipedia.org;
[2] John Bowlby; wikipedia.org;
Jeg er uddannet psykoterapeut, og har haft min egen praksis i København igennem flere år.
Tilknytning er udgangspunkt i rigtig meget af mit terapeutiske arbejde.
mail: jg@glads.dk