Undvigende tilknytning, afvisende tilknytning, og undgående tilknytning

Personer med en undvigende tilknytning er mennesker som inderst inde oplever, at de klarer sig bedst alene. De tror ikke på, at andre kan hjælpe dem. Når tingene bliver svære, så er den grundlæggende impuls hos den undvigende tilknyttede at søge væk fra andre og stå alene. 

Det kan godt være at de har venner, gode kollegaer, virker udadvendte, men lige så snart det kommer til intimitet og tætte, dybe eller store følelser, så forsvinder de.  

En person med undvigende tilknytning vil være okay med at have dig omkring, men du får ikke lov til at komme tæt på. Personen vil være hurtigt til at forlade et forhold, da oplevelse af frihed er vigtigere end den tætte relation. 

Netop oplevelsen af at miste frihed, og føle sig overvåget, begrænset, fanget og omklamret i forhold, er ofte grundlaget for en del konflikter.  

De har det ofte svært med at udtrykke egne følelser, og også svært ved helt at mærke andres følelse. Når andres følelser bliver rigtig tydelige, fordi de måske er store eller intime, så kan det vække uro og stress. 

En person med en undvigende tilknytning vil ofte være bange for at indgå i en tæt relation med en anden. De forventer inderst inde, at den anden faktisk ikke kan give dem det, de har brug for, og at de vil blive forladt af den anden. Derfor passer de bevidst på sig selv ved ikke at lade andre blive vigtige for dem. 

Når en partner begynder at komme tættere på, så kan den undvigende tilknyttede opleve den anden som værende for klistrene og kræve alt for meget nærhed. 

Man modtager ikke gerne den hjælp, der tilbydes udefra, og man rækker slet ikke ud efter hjælp, eller endnu værre følelsesmæssig støtte. Hvis livet bliver svært, så har de det rigtig svært med at opleve sig som afhængig af en partner, og ønsker ofte heller ikke at partner skal forvente at de er det hvis livet bliver svært for partneren. 

Det er grundlæggende et og samme tilknytningsmønstre man refererer til om man benævner det:

• Undvigende tilknytning,
• Undgående tilknytning eller
• Afvisende tilknytning

Undvigende tilknytning og undgående tilknytning refererer dog til et tilknytningsmønster observeret hos børn.

Det afvisende tilknytningsmønster er det tilsvarende tilknytningsmønster hos voksne, der bliver tydeligt, når de beskriver, hvordan de oplever vigtige relationer i deres liv.

Jeg har personligt valgt at bruge undvigende tilknytning, simpelthen fordi det ser ud til at være det mest benyttede.

Når en partner begynder at komme tættere på, så kan den undvigende tilknyttede opleve den anden som værende for klistrene og kræve alt for meget nærhed. 

Man modtager ikke gerne den hjælp, der tilbydes udefra, og man rækker slet ikke ud efter hjælp, eller endnu værre følelsesmæssig støtte. Hvis livet bliver svært, så har de det rigtig svært med at opleve sig som afhængig af en partner, og ønsker ofte heller ikke at partner skal forvente at de er det hvis livet bliver svært for partneren. 

Et barn med en undvigende tilknytning vil have en tilknytningsadfærd, hvor det deaktiverer tilknytningssystemet. Barnet ofrer sit behov for nærhed, da det har opbygget en erfaring omkring at omsorgspersonen ikke er tilgængelig, og ikke kan hjælpe. Når barnet ikke kan forvente hjælp fra omsorgspersonen, så må det klare sig selv og være selvstændig.

For at et parforhold skal give mening, være relevant og være givende, så bliver relationen også nød at være mere nær og dyb, og ikke blot overfladisk. Det er her den undvigende tilknytning i parforhold kan blive et problem.

Den undvigende tilknyttede kæreste vil ofte finde det svært og måske ligefrem stressende med de mere tætte relationer i forholdet. Det kan både være i form af intimitet og snak om svære og dybe følelser.

Så snart det bliver tættere eller mere følsomt, så vil den undvigende tilknytning hos kæresten vise sig ved at kæresten lukker partneren ude og fjerner sig. Samtidig vil de også meget ofte begynde at lede efter undskyldninger for at forlade forholdet.

Meget ofte vil en person med undvigende tilknytning have en oplevelse af, at de faktisk ikke rigtig har brug for andre mennesker, nærhed og kontakt, og fint kan klare deres liv alene.

Dette er en direkte konsekvens af den tidlige relation til deres primære tilknytningsperson. Hvor de som helt lille lærte at de ikke kunne regne med nærhed og kontakt. Faktisk ville de ofte blive forladt, hvis de søgte trøst hos tilknytningspersonen. Så for ikke at blive forladt, måtte de skjule deres behov for nærhed.

Som psykoterapeut med specifikt fokus på tilknytning møder jeg forbavsende mange klienter, der i eller anden grad kæmper med et undvigende tilknytningsmønster.

Langt de fleste af dem starter fordi de har det svært med vigtige relationer i deres liv, ofte i forhold til kærester og livspartner.

Nogle beskriver for mig, hvordan de oplever, at de gennem livet har stået meget alene. De har oplevet at stå alene enten fordi de ikke har været i nogle forhold, eller fordi de i de forhold de faktisk har været i, har trukket sig. Det kan være et hårdt og smertefuldt sted at være, hvis man ønsker sig det anderledes.

Med et undvigende tilknytningsmønster har man en tendens til at forvente, at andre ikke kan hjælpe en, ikke vil være der for en, og man må klare tingene selv. Det kan gøre det ekstra svært at starte i psykoterapi, og man vil ofte være hurtig til at afslutte et forløb.

Når det så er sagt, så kan personer med et undvigende tilknytningsmønster, som evner at blive i et forløb, få meget ud af psykoterapi. Fokuset vil meget ofte være et arbejde med at at mærke følelser, acceptere at de er der og at de giver livet værdi.

[1] Mary Ainsworth; wikipedia.org; 

[2] John Bowlby; wikipedia.org;