Undvigende tilknytning terapi

Den undvigende tilknytning får vi med os hjemmefra.

Tilknytningen opstår hos det lille barn som en strategi for at opnå den omsorg og nærhed, som er mulig.

Det lille barn forsøger at knytte sig til en primær omsorgsperson for at opnå den tryghed og omsorg, som alle børn har behov for.

Det er dog ikke alle omsorgspersoner, der er lige gode til at møde det lille barns behov.

Hvis en omsorgsperson selv har svært med intimitet og håndterer sine egne følelser, så kan det være rigtigt svært at møde behovet hos et lille barn.

Barnets behov for nærhed, trøst og omsorg kommer derfor til at virke intimiderende og grænseoverskridende.

Det kan få omsorgspersonen til at ignorere barnets behov og følelser eller ligefrem forlade barnet, når det søger omsorg eller er grebet af stærke følelser.

Det at blive forladt af omsorgspersonen er voldsomt urovækkende, smertefuldt og skamfuldt for det lille barn.

På den måde bliver sårbarhed, behov for nærhed og følelser forbundet med smerte og skam.

Så for at undgå at blive forladt opbygger barnet en strategi, hvor det undertrykker egne følelser og egne behov for nærhed.

På den måde bliver kernen i den undvigende tilknytning en tilknytningsfrygt og en frygt for at blive forladt.

Barnet opbygger en indre forventning om:

• følelser er potentielt farlige og skal derfor ikke mærkes
• at ingen faktisk vil dem, hvis de virkelig viser hvordan de har det
• at de må klare sig selv
• viser man at man er sårbar så bliver man forladt

Denne indre forventning bliver et fundament for forventninger til, hvordan fremtidige intime relationer vil være, og bliver noget barnet tager med sig gennem livet.

Hos den voksne ses den undvigende tilknytning ofte som:

• Meget privat og beskyttende overfor sin egen frihed
• Meget i hovedet, og meget lidt kontakt til egne følelser
• Svært ved at være der med andres følelser
• Meget lille behov for intimitet
• Høj grad af (overfladisk) selvtillid
• Rigide grænser og stærke regler
• Svært ved konflikter

Når følelser oplevelse som potentielt farlige, så er der meget få følelser som rent faktisk får lov at blive mærket, rigtig ofte er følelserne meget tænkte.

Den undvigende tilknyttede har meget ofte en følelsesregulering, som er rigid og begrænsende.

• Er jeg glad? Jeg tænker jeg er glad, men jeg mærker det ikke
• Ked-af-det? Det kan jeg ikke huske
• Vrede? Nej så godt som aldrig, det er ikke produktivt, men jeg ret ofte irriteret

I forhold til de andre grundfølelser så er vrede ofte mere tilgængelig, da vrede kan være med til at skabe den afstand som den undvigende tilknyttede søger, modsat f.eks. det at være ked-af-det.

Er du vokset op med forældre, der har kæmpet med et utrygt tilknytningsmønster, så er der en større risiko for at du selv får utryg tilknytning.

Har du derimod haft trygt tilknyttede forældre, så er der en større sandsynlighed for at du selv bliver trygt tilknyttet.

Vores tilknytning opstår primært som en følge af relationen til vores primære omsorgsperson.

Nedarvning opstår fordi vores forældres tilknytningsmønstre er afgørende for, hvilket tilknytningsmønstre vi selv får. Deres tilknytningsmønstre var afgørende for, hvordan de kunne møde os som barn.

Om de havde det nemt med at drage omsorg, og om de var gode til at regulere deres følelser eller om det faldt dem svært.

Et positivt perspektivt er så at hvis man formår at ændre sit eget tilknytningsmønstre til en mere tryg tilknytningsadfærd, så vil man også give det videre til sit barn.

Vi kan ikke gå tilbage og ændre vores barndom, men vi har som mennesker gennem hele livet mulighed for at ændre gamle uhensigtsmæssige mønstre til nye mere hensigtsmæssige mønstre og ændre på hvordan vi agerer.

Når vi arbejder med undvigende tilknytning i terapi, så er målet ikke at lave om på vores barndom.

Den undvigende tilknyttede blev som helt lille barn sat i en situation hvor behov for omsorg og nærhed blev afvist eller ignoreret og følelser blev overset, gjort forkerte og skamfulde.

Hvor meget vi gerne ville, så kan vi ikke lave om på det omsorgssvigt.

Men det vi kan i terapien er at udskifte de gamle mønstre, der opstod som følge af den undvigende tilknytning, med nogle nye mønstre og en ny tilknytningsadfærd. Mønstre og adfærd, der i højere grad passer til den måde, man gerne vil være i verden.

Typisk starter den undvigende tilknyttede i terapi af to ret forskellige årsager:

1. De ønsker at ændre på den undvigende tilknytningsadfærd - De oplever et mønster, hvor de gang på gang forlader vigtige relationer. De oplever det umiddelbart efter bruddet som en lettelse. Sidenhen oplever de ensomhed og savn, ofte i en grad, så de ender op med at fortryde bruddet.
   
   Eller de er på nuværende tidspunkt i en relation, hvor deres gamle tilknytningsmønster gør det svært. De er faktisk rigtig glade for den anden, men er bange for at undvigende tilknytningsadfærd endnu engang vil ødelægge relationen.
   
   
2. De begynder af helt andre årsager end tilknytning - Den manglende tilgang til egne følelser, de rigide grænser, den høje selvtillid men lavt selvværd, begynder at sætte sig som stress, angst, depression, ensomhed eller misbrug. Det bliver efterhånden uudholdeligt, og opsøger hjælp gennem terapi.

Uanset årsagen så er det for mange undvigende tilknyttede en stærk beslutning at starte i terapi. Det er et helt grundlæggende et brud med deres gamle strategi om at ingen kan hjælpe dem, og de må klare det selv.

Det vigtigste skridt, den undvigende tilknyttede tager i sin terapeutiske rejse, er det første skridt. Det indebærer ikke blot et ønske, men også en vilje og beslutning om at de vil ændre den beskyttede, men også smertefulde måde de ellers har været i verden.

Det overordnede mål med undvigende tilknytning terapi er at flytte den undvigende tilknytningsadfærd til noget som i højere grad minder om en tryg tilknytningsadfærd.

Det vil sige at:

• Det skal gøres mere trygt at mærke og udtrykke følelser
• Sårbarhed, afhængighed og intimitet skal gøres mindre farligt
• Et eventuelt lavt selvværd skal løftes
• Empati og mentaliserings evner skal styrkes
• Mindre rigide grænse og faste regler
• Konflikter skal gøres mindre farlige og der skal arbejdes med en sundere konflikthåndtering

Ofte er der et stykke arbejde med at finde den rigtige balance for den pågældende klient.

Der vil være en masse fællestræk og problemstillinger som er ens på tværs af folk som kæmper med en undvigende tilknytning. Men vi er samtidig meget forskellige mennesker:

• med forskellig genetik
• vokset op i forskellige miljøer
• gjort os forskellige erfaringer gennem livet

Derfor er det også vigtigt at den undvigende tilknytningsterapi ikke blot retter sig mod den undvigende tilknytning, men er skræddersyet til den enkelte.

Da vores tilknytning påvirker rigtig mange forskellige aspekter af vores liv, så kommer den undvigende tilknytningsterapi også omkring en lang række af forskellige områder.

Udgangspunktet i terapien er de områder i livet som er påvirket af undvigende tilknytning, men også de traumer der ligger bag ved at den undvigende tilknytning opstod.

Samtidig kan der være en sorg over den barndom, man aldrig fik.

Den utryg tilknytning påvirke vores:

1. Følelsesregulering - altså ens evne til at kunne sanse, forstå, udtrykke og regulere følelser.
   
   Følelsesregulering bliver også benævnt affektregulering.
   
   
2. Tilknytningsrelateret erfaringer, ønsker, behov, og ageren - altså de erfaring som vi har gjort os fra spæd til voksen med relationer til de vigtigste personer i vores liv. Tilknytningsrelateret erfaringer som startede med vores primære omsorgsperson, der sætter en første indre model af hvordan vi skal interagerer med andre, og som derfor også bliver den mest betydende for vores tilknytning.
   
   De tilknytningsrelaterede ønsker og behov vi oplever nu og her i forhold til tætte relationer til andre mennesker og hvordan vi ofte ubevidst vælger og agerer og beskytter os selv i forhold til disse vigtige relationer.
   
   
3. Forestillinger om os selv, andre og relationen mellem os - altså vores forestillinger om andre og hvorfor de gør som de gør, forestillinger om hvem man selv er og hvorfor man gør som man gør, og forestillingen om hvordan andre oplever og ser på det man selv gør.
   
   Vores forestilling om det som sker mellem os selv og andre benævnes også ofte som mentalisering.

Den undvigende tilknytning modarbejder ofte terapiforløbet.

Det er jo netop svært for den undvigende tilknyttede at:

• Være sårbar
• Række ud efter hjælp
• Begynde at åbne op
• Snakke om sig selv
• Undersøge følelser, osv.

Når den undvigende tilknytningsadfærd bliver trigget i terapien, så vil der være en tendens til at man gør som man har gjort hele livet og bliver enig med sig selv om:

• Negligere - At det faktisk ikke er så vigtig, jeg klarer det selv.
• Projicere - Terapeuten er også forkert, jeg finder en anden, jeg kan også læse i en bog eller en blog, høre en podcast eller se en youtube video, og så finder jeg ud af det.
• Normaliser - Det er jo egentlig meget normalt og det fylder egentlig heller ikke så meget for mig når det kommer til stykket. Det er jo nok mere de andre, som bare har et større behov end jeg har.

Det er derfor vigtigt kontinuerligt at blive ved med at genbesøge hvorfor den undvigende tilknyttede går i terapi, og hvad de håber med det.

Læs evt. mere om behandling af:

• tilknytningsforstyrrelser, og
• ambivalent tilknytning. 

[1] Attachment in Psychotherapy; David J. Wallin; Guilford; 

[2] Mothers’ Attachment Style Predicts Response to Child Distress: The Role of Maternal Emotions and Attributions; Jacquelyn T. Gross, Jessica A. Stern, Bonnie E. Brett, Megan H. Fitter, og Jude Cassidy; NCBI;