Afvisende-undvigende / Undvigende tilknytning terapi

Undvigende tilknytning terapi er fokuseret på at flytte en uhensigtsmæssig undvigende tilknytning til en mere tryg tilknytningsadfærd. Det benævnes tillært tryg tilknytning.

Er man vokset op med en undvigende tilknytning, så vil man typisk have det svært med tætte længerevarende relationer, især når relationen begynder at have en højere grad af forventninger og mere afhængighed.

Med en undvigende tilknytning så vil man måske nok have følelser, men de er ofte begrænset og man kan hurtigt opleve, at det bliver for meget med andres store følelser. Man kan have det svært ved omsorg og fysisk intimitet, da det opleves utrygt, intimiderende og grænseoverskridende.

Man har lært at klare sig selv, hvilket på mange måder er en styrke, men for en del bliver det alt for meget, og leder til en grad af ensomhed. Men det er svært at ændre på, for inderst inde har man en forestilling om, at andre ikke kan og ikke vil hjælpe en. At man i bund og grund står alene i livet.

Mange tror, at en undvigende tilknytning er en livstidsdom. Det er rigtigt ærgerligt, for sådan er det ikke. En undvigende tilknytning kan gennem personligt arbejde ændres til en mere tryg tilknytningsadfærd.

Det er et stykke personligt arbejde, som ofte er både hårdt og tager tid. Det er et stykke arbejde man først og fremmest må gøre selv, men ikke kan gøre alene. Rigtig mange undvigende tilknyttede forsøger dog at gøre det alene, da netop deres tilknytning står i vejen for at kunne tage det første skridt til at bryde med deres mønster.

Den undvigende tilknytning bliver også benævnt som: afvisende, afvisende-undvigende tilknytning alt afhængigt af hvilken tilknytningsmønstre kategoriseringssystem man benytter.

Den undvigende tilknytning bliver ofte tydeligst i forholdet til de vigtigste relationer, eller at der er et helt generelt fravær af vigtige relationer.

En person med et undvigende tilknytningsmønster har ofte et stærkt behov for frihed og uafhængighed, og har gennem et helt liv lært sig selv at være selvstændig, klare sig selv og stå alene.

Det at kunne stå alene er på mange måder en ressource, men kan komme til at stå i vejen for at opbygge tætte relationer, da det umiddelbart forbindes med et tab af frihed.

Samtidig er der rigtig mange undvigende tilknyttede, der er blevet rigtig “gode” til at holde deres følelser nede.

Det kan give en oplevelse af at være rolig, stabil og at have kontrol, men kan samtidigt være en forhindring for at få tætte relationer.

Det som typisk vil være på overfladen er:

• Meget privat og beskyttende overfor sin egen frihed
• At man sjældent viser de store følelser
• Man typisk mere fokuseret på at gøre ting, i stedet for relationer
• Man kan ofte virke rolig, selvsikker og selvstændig
• Man er ofte tydelig på sine grænser, men kan samtidig være konfliktsky
• Når relationer bliver tætte og der kommer forventninger så er man hurtig til at trække sig

Man kan ikke gå tilbage og ændre sin barndom, men som i næsten alle andre forhold i livet så har man mulighed for at bryde de gamle mønstre, få nye strategier og lære nye måder at være i verden.

Man har som menneske gennem hele livet mulighed for at ændre gamle uhensigtsmæssige mønstre til nye mere hensigtsmæssige mønstre og ændre på hvordan vi agerer.

Når man arbejder med undvigende tilknytning i terapi, så er målet ikke at lave om på vores barndom.

Hvor meget man end gerne vil, så kan vi ikke gå tilbage i tiden og lave om på det som er sket.

Så vi arbejder med det som fylder nu og her.

Der er helt grundlæggende to ting der kan rykke et utrygt tilknytningsmønster til en tillært tryg tilknytning:

• Nye trygge tilknytnings erfaringer - Gennem længere tid kontinuerligt at være i et parforhold eller sammen med andre vigtige relationer, hvor der opbygges nye trygge tilknytningserfaringer.
• God dybdegående psykoterapi - God psykoterapi specifikt fokuseret på tilknytnings problematikken

Det som mest effektivt ændrer en undvigende tilknytning er en kombination af de to.

For mange ender det undvigende tilknytningsmønster, dog med at spænde ben for at man kan opbygge de trygge og nære relationer, eller det trygge parforhold.

1. Den undvigende tilknytningsadfærd gør det svært med de vigtige relationer - De oplever et mønster, hvor de gang på gang forlader vigtige relationer.

   De oplever det umiddelbart efter bruddet som en lettelse. Sidenhen oplever de ensomhed og savn, ofte i en grad, så de ender op med at fortryde bruddet.

   Eller de er på nuværende tidspunkt i en relation, hvor deres gamle tilknytningsmønster gør det svært. De er faktisk rigtig glade for den anden, men er bange for at det undvigende tilknytningsmønster endnu engang vil ødelægge relationen.

   Eller måske det undvigende tilknytningsmønster, helt holder dem fra at indgå i noget der kunne blive en tæt relation.

En tillært tryg tilknytning vil typisk kunne mærkes ved at:

• Relationerne oplevelse mere rolige, man kan i højere grad slappe af sammen med andre, og man har mindre behov for at trække sig
• Der er en god balance mellem ens behov for frihed og det at være i tætte relationer
• Der er åbnet op for en tilgang til at mærke og udtrykke følelser. Følelserne må godt være der, og de støtter faktisk en i at finde retning
• Selvværdet er styrket
• Man kan vælge og være mindre rigide om grænse og faste regler når det er på sin plads
• Der er en bedre konflikthåndtering. Generelt vil situationer ikke nær så ofte opleves som en konflikt

Der vil være en masse fællestræk og problemstillinger som er ens på tværs af mennesker som kæmper med en undvigende tilknytning. Men vi er samtidig meget forskellige mennesker:

• med forskellig genetik
• vokset op i forskellige miljøer
• gjort os forskellige erfaringer gennem livet

Derfor er det også vigtigt at den undvigende tilknytningsterapi ikke blot retter sig mod den undvigende tilknytning, men er skræddersyet til den enkelte.

Da vores tilknytning påvirker rigtig mange forskellige aspekter af vores liv, så kan terapien også komme omkring en del forskellige områder, helt afhængigt af hvad der er relevant og hvad klienten ønsker at arbejde med.

Den undvigende tilknytning påvirker:

1. Følelsesregulering - altså ens evne til at kunne sanse, forstå, udtrykke og regulere følelser.
   
   
2. Tilknytningsrelaterede erfaringer, ønsker, behov, og ageren - altså de erfaring som man har gjort sig fra barn til voksen med de vigtige relationer i vores liv.
   
   
3. Forestillinger om en selv, andre og relationen mellem en selv og andre - altså vores forestillinger om andre og hvorfor de gør som de gør, forestillinger om hvem man selv er og hvorfor man gør som man gør, og forestillingen om hvordan andre oplever og ser på det man selv gør.

Så en del af arbejdet vil også være at opbygge denne nye måde at være i verden.

I sådan et stykke arbejde kommer man ofte omkring spørgsmål som:

• Hvem er man uden den undvigende tilknytning?
• Hvad er vigtigt og hvad er ikke så vigtigt?
• Hvilke værdier tager man med sig, og hvilke værdier efterlader man?
• Hvilke nye værdier får man?
• Hvordan balancerer man at passe på sig selv og tillade sig at være sårbar og vise hvem man er?
• Hvordan viser man og agerer på følelser så det er sundt for en selv?
• Hvad vil det faktisk sige at være autentisk?

Det er trygt rum, men ikke så trygt, at der ikke sker nogen ny læring.

Vi bevæger os i din udviklingszone, altså det som ligger lige mellem, det som er helt trygt og velkendt (mestringszone), og der hvor tingene bliver utrygge, eller direkte angstfyldte.

For bliver vi kun i det trygge og velkendte, så kommer der ingen ny læring. Hvis vi på den anden side bevæger os så langt ud at det bliver utrygt eller angstfyldte, så er det umuligt at lære noget nyt.

Første session - Den første gang vi mødes, vil vi typisk fokusere på at forstå problematikken, og undersøge hvilket fokus og hvilken retning der giver mening i et fortsat forløb.

Efterfølgende sessioner - Derefter i de følgende sessioner vil vi ofte tage afsæt i specifikke situationer eller relevante emner.

I det arbejde vil vi typisk komme omkring emner som:

• Hvornår er det, at den undvigende tilknytning bliver trigget, og hvordan kan man bryde mønsteret og finde nye strategier.
• Hvordan finder du en balance, der passer dig mellem frihed og det at være i tætte relationer.
• Hvornår er det, at følelser og tanker ikke længere passer sammen, og hvordan får vi dem til at passe til de situationer, hvor de opstår.
• Få ændret en potentielt indre kritiker, til noget som mere minder om en rådgiver eller en coach.
• Selvværd.
• Samtidigt at kunne se sig selv udefra og andre indefra.
• Genkende gamle selvbeskyttelsesstrategier, og finde nye, mere hensigtsmæssige strategier.
• At mærke og give udtryk for personlige behov og sætte grænser, på en måde der hverken er grænseløs eller for rigid.
• Hvordan er jeg med en mere tryg tilknytning?

Mange forestiller sig en ret lineær udvikling, men det er det så godt som aldrig. Ofte tager det lidt tid at finde tryghed. Så har mange en periode, hvor der opnås en ny indsigt. Når man så står med denne nye indsigt, så bliver der ofte et stykke arbejde med rent faktisk at integrere den og få nye mønstre, et stykke arbejde som for mange er noget mere langsomt.

Dertil kommer, at rigtig mange også oplever tilbagefald gennem et terapiforløb. Det kan være hårdt, da man i de perioder kan stå med oplevelse af måske at have fejlet, men sådan er det ikke, det er ofte blot en kalibreringen af ens indre system, indtil man finder tilbage på vejen igen.

Samtidig med at den undvigende tilknytning terapi tager tid, så er det også sådan at det undvigende tilknytningsmønster modarbejder terapien. Man har gennem et helt liv lært sig selv, at man må klare sig selv, og andre ikke kan hjælpe.

At arbejde med sin undvigende tilknytning kræver mod, da man som en del af arbejdet må læne sig frem og stole på andre. Hvilket jo netop er det man har erfaring med at man ikke kan.

Hvilket også gør det rigtig svært som undvigende tilknyttet at forblive i et terapeutisk forløb.

Man stoler ikke helt på om terapeuten faktisk vil en, eller om terapeuten faktisk er den rigtige til at hjælpe en.

Den undvigende tilknytning vil gøre det svært for en at starte et forløb, og det vil gøre det svært at følge forløbet.

Når den undvigende tilknytning bliver trigget i terapien, så vil der være en tendens til at man gør som man har gjort hele livet og bliver enig med sig selv om:

1. Negligere - At det faktisk ikke er så vigtig, jeg klarer det selv.
   
   
2. Projicere - Terapeuten er også forkert, jeg finder en anden, jeg kan også læse i en bog eller en blog, høre en podcast eller se en youtube video, og så finder jeg ud af det.
   
   
3. Normalisere - Det er jo egentlig meget normalt og det fylder egentlig heller ikke så meget for mig når det kommer til stykket. Det er jo nok mere de andre, som bare har et større behov end jeg har.