Undvigende tilknytning voksen - Kæmper man som voksen med en undvigende tilknytning, så vil man ofte have det svært med nære relationer som kan opleves omklamrende og kvælende.
Den undvigende tilknytning opstår, mens vi er helt små, som følge af forældre som har det svært med et barns behov for nærhed og tryghed.
Undvigende tilknytning hos voksne benævnes også som afvisende tilknytning.
Som undvigende tilknyttet voksen vil man ofte være uden de store følelser, mens andres store følelser og sårbarhed kan opleves som urovækkende og intimiderende.
Kernen i den undvigende tilknytning hos voksne er en ubevidst frygt for tilknytning, separation og afvisning. Frygten gør, at man er hurtig til at forlade et forhold, før den anden kan gøre det.
Den undvigende tilknyttede voksne tror inderst inde ikke på, at andre kan hjælpe. De oplever, at de i bund og grund står alene i verden, må være selvforsynende, og derfor må undgå at være sårbare.
Er man undvigende tilknyttede voksen så vil man ofte bliver ramt af mentale udfordring som:
Det kan være svært og ensomt at leve med undvigende tilknytningsadfærd. Det er dog ingen livstidsdom, man kan livet igennem ændre på sin tilknytningsadfærd og få den til at fylde mindre, og i højere grad få en tillært tryg tilknytningsadfærd.
Kernen i den undvigende tilknytning hos voksne er en ubevidst frygt for tilknytning, separation og afvisning.
For at undgå at komme i kontakt med smerten og skammen i forbindelse med denne indre frygt, så opbygger den undvigende tilknyttede en række selvbeskyttelsesstrategier.
Selvbeskyttelsesstrategier der har til formål at holde andre på afstand.
Typiske selvbeskyttelsesstrategier er i form af:
Da følelser virker urovækkende, og forbindes med sårbarhed, så er den undvigende tilknyttede ofte meget følelsesmæssigt nedlukket. De store følelser, så som glæde, vrede, sorg, ked-af-det, osv bliver alt sammen meget fladt og uden de store tilkendegivelser.
Da man ikke selv tillader sig at mærke følelser, så kan det som undvigende tilknyttet, også være rigtig svært at udtrykke og vise følelser i forhold til personer man faktisk lader komme tæt på.
Når man som undvigende tilknyttet ikke rigtig viser hvem man er og hvad der foregår inden i en, så kan der opstå en oplevelse af ensomhed og ingen andre rigtig forstår en.
Intimitet og andres behov opleves ofte indskrænkende, begrænsende og kvælende. Det gør selvfølgelig det svært at opretholde et stærkt og velfungerende parforhold.
Stik modsat den ambivalent tilknyttede så har den undvigende tilknyttede ofte meget rigide personlige grænser, og lever ofte efter en række faste indre regler om hvad man kan gøre og ikke gøre.
Konflikter opleves som farlige, så den undvigende tilknyttede vil gøre meget for at undgå konflikter.
Typiske strategier er:
En høj grad af tillid til sig selv, andre og i særdeleshed ens vigtige relationer. Kan både søge tryghed, stå alene og tør prøve nye ting.
Usikker på sig selv. Tro på at vigtige relationer kan hjælpe, men stoler ikke på, at de nødvendigvis gør det. Søger meget tryghed, og kan derfor have svært ved at stå alene og prøve nye ting.
Usikker på sig selv, og er samtidig sikker på ikke at kunne hente hjælp udefra. Søger ikke tryghed, og står alt for meget alene. Begrænset lyst til at prøve nye ting.
Usikker på sig selv, og er splittet i sine forventninger til vigtige relationer. Tror på en og samme gang at de ikke vil få nogen hjælp udefra når de har behov for hjælp, men hjælpen kan være farlig.
Vi får vores tilknytning med os hjemmefra. Den opstår, mens vi er helt små og er det lille barns strategi for at opnå nærhed, tryghed og sikkerhed.
Den undvigende tilknytning opstår i situationer hvor barnets mest betydende omsorgsperson, har det svært med barnets behov for:
Omsorgspersonen oplever barnets behov som overvældende og intimiderende. Ofte retfærdiggør omsorgspersonen sine egne reaktioner med, at det er til barnets eget bedste, at blive stærk og kunne klare sig selv.
Det er ofte omsorgspersoner som selv kæmper med at mærke og udtrykke deres egne følelser, og som ofte ser sårbarhed og følelsesmæssigt behov for andre som svaghed.
Det lille barn registrerer, hvordan det bliver ignoreret eller forladt, når det søger nærhed og tryghed hos omsorgspersonen, og hvordan dets følelser bliver gjort forkerte. Det er både urovækkende, smertefuldt og skamfuldt for det lille barn.
Så for at opnå den tryghed barnet nu kan få og undgå afvisning og den medfølgende smerte så vælger barnet at:
Efterhånden vil det lille barn forbinde behovet for nærhed og følelser med at være svag, forkerthed, uro og skam.
Men selvom det kan føles sådan, så slukker det aldrig for behovet for at være sammen med andre mennesker og et ønske om at blive set, elsket og anerkendt. Behovet er der stadig som voksen, men er blevet gjort forkert og man undgår at mærke og vise det.
Vi får vores tilknytning mens vi er helt små. Men oplevelser senere i livet kan ændre vores tilknytningsadfærd.
Kontinuerlige og gentagne positive erfaringer med at tillade sig at:
Kan over tid ændre en utryg tilknytning til en mere tryg tilknytningsadfærd. Vi kalder det tillært tryg tilknytning.
På samme måde kan det at indgå i en relation eller forhold, som ender op med virkelig at skade en, gøre at ens ellers trygge tilknytning bliver ændret til en mere utryg tilknytningsadfærd.
Det er bestemt ikke nemt på egen hånd at bryde sit undvigende tilknytningsmønster som voksen. Det kræver kontinuerlig opmærksomhed, og en god del viljestyrke. For det tager mod at bryde med det, som har været farligt hele livet, og begynde at få nogle gode og trygge erfaring med at vise sig.
Sandheden er, at man ikke kan gøre det helt alene som undvigende tilknyttet voksen. Det kræver nogen at gøre det sammen med:
Der er dog en række ting man kan være opmærksom på:
Læs evt. mere om behandling af:
[1] Avoidant Attachment Style: Causes & Symptoms; The Avoidant Attachment Project
[3] Adult Attachment, Stress, and Romantic Relationships; Jeffry A. Simpson, W. Steven Rholes; NCBI;
Jeg er uddannet psykoterapeut, og har haft min egen praksis i København gennem flere år.
Jeg brænder for mit job da jeg både helt personligt ved hvor stor en hjælp god psykoterapi kan være, og kan se forskellen for mine klienter.
Specifikt arbejdet med tilknytningsbaseret terapi finder jeg relevant og givende, hvilken selvfølgelige også er en hovedårsag til at jeg har valgt at specialisere netop inden for tilknytning.
mail: jg@glads.dk