Utryg ambivalent tilknytning og ængstelig tilknytning

Men behovet for anerkendelse, tryghed og bekræftelse kan blive for stærkt og alt for voldsomt styrende i vores liv.

Behovet kan blive så stærkt, at vi opgiver os selv. Vi forsøger at lave fundamentalt om på hvem vi er for at sikre os at de andre ser os som gode nok.

Vi tør måske ikke udforske nye ting i livet af frygt for at gøre noget forkert og ødelægge - og måske endda miste - de vigtige relationer vi har.

I stedet søger vi konstant bekræftelse, der skal fjerne vores indre uro, men det bliver aldrig helt nok, og når vi faktisk bliver bekræftet af andre, så er det svært at tage imod.

Vores insisterende søgen efter bekræftelse har ofte den stik modsatte virkning. Vi bliver alt for meget, og ender i stedet op med at skubbe folk fra os.
Den ambivalent tilknyttede kan meget ofte se mønstrene. De ved ofte ganske udmærket at deres måde at agere på faktisk ikke hjælper dem. Tværtimod bliver deres mønstre en forhindring for at få det, som de ønsker sig.

Det er som om der er et konstant underskud af bekræftelse, som bare ikke kan mættes.

Samtidig er der en vedholdende søgen og fokus på situationer, hvor vi ikke bliver bekræftet. Så en partner kan ende op med at gå på listefødder, trække sig og forsøge og gå under radaren for at undgå at komme til at trigge den ambivalent tilknytning.

Paradokset er, at når man så rent faktisk får tilbudt nærhed og bekræftelse, så kan det være svært at modtage. 

Man er fokuseret på alt det der mangler og det man ikke får, og forventer samtidig at andre faktisk ikke vil en, og det derfor er løgn og at de snart vil forlade en.  

Kernen i den ambivalente tilknytning er frygten for at blive forladt.

Selvom man har et stort behov for nærhed, så bliver det derfor farligt og svært at opbygge en tæt og tillidsfuld relation, da man inderst inde tror man er ved at man bliver svigtet. Man er utryg og oplever hjælpeløshed og bliver vred.

Der er dog en rækker overordnede kendetegn som de fleste ambivalent tilknyttede personer vil kunne nikke genkende til:

Frygt for at blive forladt

Frygten for at blive forladt er kernen i den ambivalente tilknytning. Nogle oplever den meget stærkt og tydeligt og det kan fylde rigtigt meget. For andre er følelsen af frygt for at blive forladt ikke særlig tydelig, men kommer til udtryk gennem tanker og handlinger.

I parforhold vil en frygt for at blive forladt for eksempel kunne komme til udtryk ved, at man finder det svært ved at sætte grænser, eller har svært ved at udtrykke behov. Man har en forventning om, at hvis man faktisk sætter grænser eller står ved sine behov, så vil man blive forladt, noget der opleves som en katastrofe.

Høj grad af usikkerhed

Mange ambivalent tilknyttede oplever en høj grad af indre usikkerhed i forbindelse med vigtige relationer i deres liv, men også i forhold til grupper.

Denne indre usikkerhed kan blive trigget af rigtig mange forskellige ting, og kan trække den ambivalente ned i en malstrøm af katastrofetanker.

Som et eksempel på en kilde til usikkerhed så hører jeg relativt ofte klienter beskrive tiden mellem at en tekst besked er sendt og til at der kommer et svar. Tiden hvor der ikke er et svar kan blive udfyldt af en lang række katastrofetanker, ofte ret dramatiske. Katastrofetanker som nærmeste kan lede til en tilstand af panik hos den ambivalent tilknyttede. Det kan være tanker omkring at det må være sket en alvorlig ulykke eller at en person ikke vil en mere.

En oplevelse af lavt selvværd

Den høje grad af indre usikkerhed hos den ambivalent tilknyttede, beskrives af mange som et manglende selvværd.

De bliver usikker på deres egen værdi. Er jeg god nok som jeg er som person, uden at jeg behøver at gøre en masse for at blive elsket, mellem venner eller for den sags skyld på arbejdet?

Nogle forsøger at kompensere for det lave selvværd, ved at opbygge en høj grad af selvtillid, ved at gøre rigtigt meget, både i forhold til deres karriere, en kærste/partner og venner.

Stort behov for intimitet

De fleste med en ambivalent tilknytning foretrækker at være i et forhold, og vil ofte rigtig gerne have et meget tæt forhold.

Et forhold hvor der er et stærkt fokus på tryghed, og hvor man kontinuerligt bekræfter hinanden. Det kan både være bekræftelse i form af hvad man siger og fysisk kontakt.

Intimiteten og bekræftelserne har ofte det underliggende formål, at de skal være med til at fjerne frygten for at blive forladt og den underliggende usikkerhed hos den ambivalente.

Oplevelse af altid at give mere end ens partner

Den ambivalente kan ofte bruge rigtig meget energi på en vigtig relation. Både ved at tænke - ofte i form bekymringer - eller ved at være meget opmærksom på at give hvad man forestiller sig den anden har brug for. Meget ofte er det, hvad man selv ønsker at modtage fra den anden.

Er den anden en tryg tilknyttet person, eller måske utryg undvigende tilknyttet, så vil de ofte i langt højere grad have en oplevelse af at forholdt har det helt fint, og derfor ikke bruger nær den sammen mængde energi på bekrymeringer omkring forholdet.

Det kan hos den ambivalent tilknyttede opleves som ligegyldighed, eller som et ønske om at komme ud af relationen.
Hvor det for den trygt tilknyttede blot er en grundlæggende sikkerhed omkring at forholdet kører fint, og hos den undvigende tilknyttede, kan det virke alt for omklamrende.

Overtænker

Mine ambivalente klienter fortæller ofte om hvordan de kan blive fanget i en spiral af katastrofetanker omkring problemer i forhold til vigtige mennesker i deres liv.

Det er som oftest tanker der er drevet af usikkerheden og som kontinuerligt cirkler omkring hvad der er blevet sagt eller skrevet i forhold til de handlinger personen foretager sig. Der kan være lange overvejelser omkring hvordan man nu præcis kan tolke det den anden siger og gør, eller ikke siger og ikke gør.

Jeg oplever ofte med ambivalente klienter hvordan de i detaljer kan gennemgå en SMS og forsøge at tolke hvad det kan betyde hvad der står i teksten, og hvad der ikke står.

De er ofte meget bevidste omkring at de overtænker og overanalyserer situationen, men usikkerheden driver dem i et indre håb om at opnå en højere grad af kontrol over relationen.

Forelsker sig

En del ambivalente oplever, at de er rigtig hurtige til at forelske sig.

Helt i startfasen af en forelskelse, så kan det være et spørgsmål om den anden viser interesse for dem. En interesse man som ambivalent tilknyttet ofte hungrer efter og som man ubevidst forestiller sig kan fjerne ens indre uro og usikkerhed.

Glæden ved at en anden faktisk vil en er så stor hos den ambivalente, at den forveksles med faktisk at være forelsket i personen.

For andre kan det være en fantasi med afsæt i en person man har set et par gange på den samme cafe, eller til træning.

Noget paradoksalt ser jeg ambivalente klienter der er tilbøjelige til at de oplever at mangle drama i deres forhold når en partneren er stabil, og vedvarende virkelig vil dem.

Bliver nemt jaloux

Uafhængigt af tilknytningsmønstre, så vil langt de fleste opleve jalousi i mere eller mindre grad. Det er en helt normal følelse, hvis man oplever at ens parforhold er truet udefra.

Den ambivalentes usikkerhed, kombineret med vigtigheden af at være i et parforhold, danner for en del ambivalent tilknyttede grundlaget for en høj grad af jalousi som bliver vækket.

De forskellige tegn eller mønstre, der knytter sig til en ambivalent tilknytning, hænger sammen på den måde, at de ofte trigger hinanden eller er selvforstærkende.

Grundlæggende er frygten for at blive forladt det, som driver den ambivalent tilknyttede. Frygten skaber en masse usikkerhed i forhold til vigtige relationer, som giver sig udslag i en lang række af forskellige følelser, tanker og handlinger, som er der for at give en oplevelse af tryghed og kontrol.

Har vi fået en forholdsvis tryg tilknytning, så vil verden i højere grad opleves som tryg og positiv. Vi vil overveje at se på andre med empati, og os selv som værende i stand til at navigere og håndtere de udfordringer, livet byder os.

Har vi derimod fået en utryg tilknytning, så vil vi i langt højere grad opfatte verden som værende utryg.

Afhængigt af den specifikke utrygge tilknytning vi har, så vil vi se andre som værende:

• Nøglen til at vi kan klare os og føle os forbundet, men samtidig frygter vi at de på et eller andet tidspunkt vil forlade os.
• Krævende, overvågende og begrænsende for vores frihed i livet.

Med en utryg tilknytning har man større risiko for at at blive ramt af ting som:

• stress
• angst
• depression
• kæmpe med et misbrug
• ensomhed

Vi kan ikke ændre på vores tilknytning, men på vores tilknytningsadfærd, lidt på samme måde at vi ikke kan ændre på en dårlig eller god barndom senere i livet.

Vores barndom vil vi altid have med os, men vi har muligheden for senere i livet at ændre på hvordan vi relatere os til den, og den betydning den har for os.

Traumatiske oplevelser eller voldsomme svigt og brud senere i livet vil påvirke ens forventninger og hvordan man agerer overfor vigtige relationer i ens liv. På den måde kan en ellers grundlæggende tryg tilknytning nærmest få et ekstra lag ovenpå, hvor mønstrene begynder at minde om en utryg tilknytningsadfærd.

På samme måde kan et fokuseret stykke arbejde omkring det at opbygge tryghed og nye mønstre være med til at en ellers grundlæggende utryg tilknytning får et ekstra mere trygt lag. Et lag hvor mønstrene i højere grad ligner hvad man vil forbinde med en tryg tilknytning.

Mary Ainsworth identificerede i alt 4 kategorier af tilknytningsadfærd, eller tilknytningsmønstre. Utryg, ambivalent tilknytning er en af disse 4 tilknytningsmønstre. I forbindelsen med denne kategorisering skal det nævnes, at vi som mennesker alle er forskellige.

Vores DNA er forskelligt og vores opvækst er forskellig, derfor ender vi også alle op med forskellige typer af tilknytningsadfærd. Derfor bliver tilknytningsmønstrene nogle overordnede overskrifter på vores tilknytningsadfærd, og vi passer sjældent helt perfekt inden for de forskellige kategorier af adfærd.

Der er rigtig mange, der har indtryk af, at et tilknytningsmønstre ikke kan ændres. Har man som spæd fået et utryg tilknytningsmønstre, så må man leve med følgerne resten af livet. Sådan er det dog ikke helt.

Vi kan gennem hårdt personligt udviklingsarbejde få symptomerne fra et utrygt tilknytningsmønstre til at fylde betydeligt mindre, og til dels opnå hvad der kaldes tillært tryg tilknytning.

Har man modet og investerer tiden og energien, vil det ofte være muligt at komme til et sted hvor det utrygge tilknytningsmønstre kun fylder, når man befinder sig i en situation som er yderst stressende.

Det er et stykke hårdt personligt arbejde, som man selv må gøre, men som samtidig ikke kan gøres alene.

Det kræver mod, fordi man som en del af arbejdet må læne sig frem og stole på andre. Hvilket jo netop er det man har erfaring med at man ikke kan. Hvilket også gøre det rigtig svært som ambivalent tilknyttet at forblive i et terapeutisk forløb.

Man stoler ikke helt på om terapeuten faktisk vil en eller om terapeuten faktisk er den rigtig til at hjælpe en. På den måde gentager man sit ambivalente tilknytningsmønstre i relationen til terapeuten, hvilket er helt naturligt og selvfølgelig ikke er særligt overraskende, men gøre det sværere at gennemføre et forløb.

Det tager tid at ændre en utryg tilknytning, da man efterhånden i lang tid har oplevet verden gennem ens utrygge tilknytning, så for at få hjernen til at ændre sig, kræver det mere end blot ny indsigt, men faktisk erfaring med at man kan være tryg ved at andre faktisk gerne vil en.

Det kræver energi, da arbejdet rammer ind i områder som er både skamfyldte og fyldt med svære følelser.

På trods af at en ambivalent tilknytning behandling bestemt ikke er noget man kan komme sovende til, så er det også et stykke arbejde der radikal kan ændre ens måde at være i verden på, og gøre ens liv mere frit. En oplevelse af at gå fra et liv der skal overleves og udholdes til et liv der skal leves.

Det er et stykke arbejde man ikke blot gør for sig selv, men som hjælper ned gennem generationer. For på samme måde som en utryg tilknytning ofte nedarves mellem forældre og barn, så går den trygge tilknytning også videre mellem generationer.

I et psykoterapeutisk ambivalent tilknytning behandlingsforløb vil der ofte være fokus på emner som:

• Reducere den indre usikkerhed
• At kunne berolige sig selv og affektregulering
• Selvbeskyttelsesstrategier
• At mærke og sætte grænser
• At være autentisk
• Nyt narrative
• Empati og mentalisere
• At leve hvad man selv synes er et godt liv

Rigtig mange af de klienter jeg møder som psykoterapeut er utryg ambivalent tilknyttet. Er man utryg ambivalent tilknyttet så vil man have en tendens til i højere grad at opsøge hjælp og støtte udefra, og nogle gange hos en psykoterapeut.

Det at man faktisk opsøger hjælp er en af fordelene ved den ambivalente tilknytning, modsat den undgående tilknytning hvor man i langt højere grad vil være tilbøjelig til at have et mindset der siger at hvis det bliver svært så må man klare tingene alene.

Det kan dog være svært faktisk at modtage hjælp i samtaleterapi, da man ofte er mere fokuseret på alt det som mangler, alt det som bliver gjort forkert, og alt det man ikke får. Man er bange for helt at stole på psykoterapeuten, da man ubevist har en forventning om at man vil blive svigtet.