John Bowlby
Tilknytningsteori

Det grundlæggende spørgsmål som John Bowlby forsøgte og finde en forklaring på var

“Hvorfor knytter børn sig så stærkt til en forælder, og hvorfor bliver de påvirket så voldsomt ved adskillelse?"

Nysgerrigheden var først opstået da Bowlby, som var i 20’erne, arbejdede på et hjem for børn med mistrivsel.

Bowlby observerede, at det mange af børnene havde tilfælles var, at de på et tidligt tidspunkt havde oplevet en adskillelse fra deres forældre.

John Bowlby Tilknytninsteori
I sit arbejde som psykolog på et børnehjem under anden verdenskrig gjorde John Bowlby en hel række observationer af børn, som var væk fra deres forældre eller helt havde mistet dem. Disse observationer dannede grundlaget for det, som sidenhen blev Bowlbys tilknytningsteori.

Bowlby beskriver i tilknytningsteorien, hvordan evolutionært er blevet en basal og meget stærk overlevelsesdrift, for et lille barn at opretholde en tæt tilknytning til en voksen. En tilknytning som primært skal sikre barnets overlevelse, men også give den basale struktur for hvordan man bedst interagerer med andre mennesker og hvad man kan forvente af dem [1]

To af Bowlbys helt store forbilleder var Sigmund Freud og Charles Darwin, hvilket også har sat sit præg på tilknytningsteorien. Man kan se tilknytningsteorien som et stykke arbejde der knytter studiet af menneskets psykologi til en stærk base af evolutionærbiologisk videnskab. [6]

Mary Ainsworths bidrog til tilknytningsteorien ved at identificere de 4 tilknytningsmønstre. Ainsworths tilknytningsmønstre er nok de mest kendte element af tilknytningsteorien, og er det de fleste forbinder med tilknytning.

Det lille barn begynder ganske kort tid efter fødslen at knytte sig til den voksne person som er mest til stede for barnet. Den voksne som barnet knytter sig til bliver barnets primære omsorgsperson også kaldt tilknytningspersonen.

Tilknytningspersonen er som oftest en mor, nogle gange en far, men kan i princippet være en hvilken som helst anden person, der kontinuerligt er der for det lille barn.

Drivkraften for nærhed og drivkraften for selvstændighed hos et menneske har ifølge tilknytningsteorien udgangspunkt i hvert deres adfærdssystem.

Ønsket om nærhed motiveres af vores tilknytningssystem, mens ønsket om selvstændighed motiveres af systemet for nysgerrighed og udforskning.

Paradoksalt er disse to drivkræfter på en gang fundamentale modsætninger, og samtidig hinandens forudsætning.

Uden at man er selvstændig, og har en vis grad af selvdefinition og selvhævdelse, så kan der ikke eksistere en reel relation mellem mennesker. Hvis det ikke er til stede, så mister man sig selv i en relation som er opslugende og symbiotisk.

Uden at man har nærhed og relationer til andre, så bliver selvstændigheden ligegyldig, tom og uden base. Selvstændigheden bliver sygelig fornægtelse af egen sårbarhed, og afhængighed af andre.

Det at finde en sund balance mellem nærhed og selvstændighed, mellem at kunne respektere andres behov og ønsker, og samtidig kunne definere sig selv i forhold til andre, bliver barnets udviklingsopgave [4].

Konceptet "en sikker base" blev beskrevet af Bowlby og Ainsworth ud fra en række feltobservationer. De observerede, hvordan børn nærmest så snart de kunne bevæge sig, begyndte at bevæge sig lidt væk fra deres forældre, undersøge verden og så vende tilbage. Efterhånden som børnene blev ældre begyndte de at bevæge sig længere væk, og i længere tid.

Drevet af deres nysgerrighed bevæger børn sig ud på egne ben, og begynder selvstændigt at undersøge verden. De kigger tilbage og tjekker om forældrene stadig holder øje og evt. kunne træde ind hvis noget skulle ske. At forældrene er der giver barnet trygheden til at turde bevæge sig lidt længere ud i verden for så på et tidspunkt, drevet af behovet for nærhed og tryghed, at vende tilbage til forældrene. Forældrene udgør en sikker base for barnet, og så længe barnet har en forvisning om at det har en sikker base, kan barnet være mere modigt og tillade sig at være mere udforskende.

Når forældrene udgør en sikker base, så har barnet den tryghed og tro på sig selv, der skal til for at det frit kan udforske verden, og gøre sig de første tidlige erfaringer med at blive selvstændig [5].

Behovet for en sikker base forsvinder ikke blot fordi vi ikke længere er børn. Når verden bliver svær at håndtere som voksen, så opstår der ofte et behov for at vide, at vi ikke står alene i verden. Har vi en viden om, at der er nogen som støtter os, så tør vi også i højere grad være os selv og være mere udforskende i verden.

Er vi vokset op uden en sikker base, hvor der måske har været for lidt tryghed eller uden at vi har fået mulighed for at udforske, så bliver behovet for en sikker base i voksenlivet mere udtalt.

I et jæger-samler samfund har det været et spørgsmål om overlevelse for et lille barn, og ikke at blive efterladt af flokken. Det værktøj evolutionen har givet barnet for at undgå at blive efterladt er vores tilknytningssystem.

Tilknytningssystemet gør, at det lille barn ubetinget vil gøre alt hvad det evner for ikke at blive efterladt. Så en opførsel eller reaktion fra barnets side, der gør at tilknytningspersonen trækker sig, vil gøre at barnet efterfølgende forsøger at moderere sig selv sådan at tilknytningsrelationen beskyttes. Udtrykker det lille barn f.eks. at det er ked af det, og tilknytningspersonen måske bliver stresset af gråden og ikke kan holde ud at være i nærheden af barnet og forlader det, så vil det lille barn efterhånden lære at gråd er ulovligt. Hvis jeg græder, så vil jeg blive efterladt. Barnet begynder så at dæmpe sin gråd, måske først til en klynken og sidenhen går barnet helt i stå og lukker nærmest ned for sig selv.

Disse første mønstre eller arbejdsmodeller for hvordan man selv er og hvordan man interagerer med andre mennesker, og hvad man kan forvente fra interaktionen, bliver en skabelon. En skabelon for hvordan alle efterfølgende interaktioner bliver oplevet af barnet, og derfor hvordan de kommer til at foregå. Samtidig kommer denne første arbejdsmodel til at danne det grundlag, som alle senere arbejdsmodeller bliver skabt ud fra.

Den indre arbejdsmodel er vores tidligste erfaring med at søge omsorg, kærlighed og hvordan vi som menneske bliver modtaget i verden. Er vi bare elsket som vi nu er, eller må vi kæmpe for omsorg og kærlighed, eller måske endda opgive os selv for at sikre at vi får en tryg og kærlig relation. Den indre arbejdsmodel bliver roden til vores selvværd eller mangel på samme.

Vi opbygger den indre arbejdsmodel så tidligt i livet, at vi endnu ikke har et sprog. Det vil sige at disse tidlige erindringer er sprogløse, hvilket gør det rigtig svært senere i livet at kalde dem tydeligt frem og sætte ord på dem. De genkaldes i højere grad som det de blev lejret som i hukommelse, nemlig som følelser og fornemmelser.

Hvis de første arbejdsmodeller har været trygge, glædesfulde, og barnet har fået en oplevelse af at være værdifuld, så vil barnet inderst inde have udgangspunkt for møder med andre mennesker senere i livet.

Hvis den første arbejdsmodel derimod har været utryg, problematisk, og barnet har haft en oplevelse af at være et problem, så vil forventningerne til relationer senere i livet tage udgangspunkt i den opfattelse.

Er vi i vores tidligste år blevet mødt af en tilknytningsperson, der har givet os trygge rammer og en oplevelse af eget selvværd, så er det sådan vi møder verden og ser os selv. Har vores tilknytningsperson ikke evnet at skabe sådanne trygge rammer, så vil vores indre arbejdsmodeller blive udgangspunkt for angst, patologisk skam, perfektionisme, ensomhed, stress, depression, udfordring med at indgå i parforhold, osv.

Den første indre arbejdsmodel bliver det prisme, vi ser og tolker alle senere relationer igennem. Den farver vores forventninger til andre mennesker, giver os et kort over hvordan vi skal agere for at blive accepteret, samt vores selvværd eller mangel på samme.

Bowlby valgte at benytte ordet arbejdsmodeller for at understrege, at det ikke er nogle statiske mønstre, men at de er foranderlige og dynamiske. Hvilket i terapi-sammenhæng betyder at vi ved at blive bevidste om vores mønstre omkring den indre arbejdsmodel, også gør det muligt for os og agere i forhold til den, og over tid ændre på den.

Har vores først relation til tilknytningspersonen været tryg, så vil vi i fremtidig møder med nye mennesker have en underliggende forventning baseret på denne tidlige tryghed. Har vores første relation til tilknytningspersonen derimod været utryg, så vil fremtidige møder med nye mennesker som udgangspunkt være præget af usikkerhed.