Behandling af Overspisning

En tilværelse med tvangsoverspisning er for mange et liv fyldt med selvbebrejdelse. Et liv svingende mellem kontrol og overspisninger, efterfulgt af negative tanker og selvlede.

Der er mange som ikke søger hjælp, da de er overbevist om at de blot skal tage sig sammen, og på den måde i årevis kommer til svinge mellem perioder med streng madkontrol efterfuldt af kaotiske perioder. På den måde kommer tvangsoverspisningen til at fylde alt for meget i alt for lang tid af deres liv. Det er ærgerligt, da det er nemmere at få overspisningen til at fylde mindre jo hurtigere man gøre noget ved den.

Ofte kæmpes kampen mod overspisningerne i ensomhed, da selv ens nærmeste ikke helt forstår hvorfor man nu ikke bare kan tage sig sammen. For alt for mange der tager denne kamp alene er det ikke bare hårdt, men også forgæves.

De fleste der er ramt af en spiseforstyrrelse ved rigtig meget om hvad sund og god mad er, og er generelt velfungerende. På trods af at være velfungerende og alt den viden om mad kan de stadig ikke få det til at fungerer med maden. Så når vi arbejder med spiseforstyrrelsen vil fokusset ikke være så meget på maden, men på at forstå hvad det er som ligger bagved. Hvorfor spiseforstyrrelsen er der, og hvad den konstruktivt kan erstattes med.

Et nøgleelement i diagnosebeskrivelsen er selve overspisningen, men hvornår er en overspisning, en overspisning?

For at gøre det en smule mere klart så arbejder man med 3 typer af overspisninger:

1. Overspisning
2. Objektiv bulimisk episode
3. Subjektiv bulimisk episode

Overspisning

Den første type af overspisning, blot kaldt ‘overspisning’, er normalt og falder ikke indenfor diagnosekriterierne for BED. Alle kender til at have en overspisning i ny og næ, f.eks. en juleaften. Det er på godt og ondt nærmest et integreret element i vores kultur. Det er relativt sjældent, med fuldt overlæg at man vælger at spise en portion mere efter man faktisk er mæt, og der er ikke forbundet med en oplevelse af kontroltab.

Objektiv bulimisk episode

Den anden type af overspisning er 'objektiv bulimisk overspisning’. Her er der tale om at der bliver spist en så stor potion, at for sådan en type menneske i sådan en situation, vil man anse det for at være en meget stor mængde mad. For at blive lidt mere præcis så bliver det beskrevet som mere end dobbelt så meget mad i forhold til hvad en anden vil spise i samme situation. Desuden skal maden indtages i løbet af en relativt kort periode på op til 1 til 2 timer.

Typisk vil det være mad som anses som værende usundt, og som måske ligefrem er blevet gjort ‘ulovlig’ af den ramte person.

​

Subjektiv bulimisk episode

Er man ramt af en spiseforstyrrelse, så kan indtagelse af mad som andre oplever som ganske normalt, nemt opleves som en voldsom overspisning og et kontroltab. Hvis der reelt ikke er tale om store mængder af mad ud fra et mere generelt perspektiv, så er det vi taler om en ‘subjektiv bulimisk overspisning’, og det vil ikke falde ind under diagnosen for BED. Der er her vigtig at være opmærksom på, at på trods af at mad mængderne ikke er voldsomt store ved en ‘subjektiv bulimisk episode’, så kan det ramme psykisk lige så hårdt som en ‘objektiv bulimisk episode’. Derfor får folk ramt af ‘subjektiv bulimisk episode’, også ofte meget ud af terapi.

Et vigtigt element i BED diagnosen er oplevelsen af et kontroltab. En oplevelse af at være ude af stand til at styre hvad og hvor meget der bliver spist under en overspisning. Nogle beskriver det nærmest som om at hovedet er frakoblet kroppen. I hovedet tænkes der, at nu skal jeg stoppe, det er alt for meget, og samtidig bliver hænderne bare ved med at proppe mad i munden. Andre beskriver det som om at stige om bord på et tog, som bare ikke stopper før der ikke er mere mad.

For nogen kan det være svært helt at finde ud af om det faktisk er et kontroltab. På den ene side genkender de oplevelsen af kontroltab i overspisnings situationen. På den anden side er overspisningen i nogen grad planlagt, da de jo faktisk helt bevidst har købt ind til den i forventning om at den ville komme. Ofte vil de dog beskrive, at de ikke oplevede at de kunne undgå overspisningen. Denne oplevelse beskrives også som et kontroltab, og falder dermed ind under diagnosekriterierne for BED.

Et andet vigtigt element i BED diagnosen er oplevelsen af et ‘betydelig ubehag’. Hvad der er et betydeligt ubehag er rigtigt svært at beskrive med klare definitioner og regler. I praksis opleves det dog sjældent svært at forstå, om folk er ramt af betydeligt ubehag .

Min personlige oplevelse når jeg har snakket med personer ramt af BED er at det står meget tydeligt frem hvordan overspisningsepisoder bliver efterfulgt af voldsomt selvlede og selvbebrejdelse. For i en hverdag ofte at glide over i en angst for at nye episoder skal opstå, en depression og opgivenhed over at tingene ikke ændrer sig, og en generel stress over at man ikke oplever at slå til.

Bulimi er den spiseforstyrrelse der minder mest om BED. Derfor er det også vigtigt at være opmærksom på forskellene mellem de to spiseforstyrrelser.

Både bulimi og BED har overspisninger (objektive bulimisk episoder) med oplevelsen af kontroltab. Der hvor bulimi og BED adskiller sig fra hinanden er hvordan man reagerer på overspisningerne.

Er man ramt af bulimi, så vil man udover selve overspisningsepisoderne, også kæmpe med en eller anden form for kompenserende adfærd. Den kompenserende adfærd er der primært for at skille sig af med den mad der blevet indtaget og de mange kalorier der følger med.

Typisk vil den kompenserende adfærd være i form af opkastninger, afføringspiller/vanddrivendepiller, tvangspræget motion eller udpræget restriktiv spisning.

Den kompenserende adfærd er en del af bulimi-diagnosen, men er fraværende ved BED. Det betyder ikke at der slet ikke er motion eller restriktiv spisning ved BED, blot at det ikke er tvangspræget som ved bulimi.