Ængstelig-undvigende tilknytning terapi

Ængstelig-undvigende tilknytning terapi fokuserer på at ændre en utryg tilknytning til et mere trygt tilknytningsmønster. Det kaldes for tillært tryg tilknytning.

Er man vokset op med en ængstelig-undvigende tilknytning, så vil man typisk kæmpe med på den ene side rigtig gerne at ville relationer, men samtidig opleve at når en relation så faktisk bliver tæt, så trækker man sig.

Som ængstelig-undvigende tilknyttet vil man ofte kunne genkende sig selv i dele af beskrivelsen af den ængstelig tilknytning (ambivalente tilknytning) og den afvisende-undvigende tilknytning.

F.eks. så vil nogen ængstelig-undvigende tilknyttede opleve at de til tider kan blive voldsomt trigget af følelser, og have svært ved at berolige sig selv.

Mange tror, at en ængstelig-undvigende tilknytning er en livstidsdom. Det er rigtig ærgerligt, for sådan er det ikke. En ængstelig-undvigende tilknytning kan gennem personligt arbejde ændres til en mere tryg tilknytningsadfærd.

Det er et stykke personligt arbejde, som ofte er både hårdt og tager tid. Det er et stykke arbejde man først og fremmest må gøre selv, men ikke kan gøre alene.

Der er øget sårbarhed blandt personer, som kæmper med ængstelig-undvigende tilknytning. De vil oftere blive ramt af stress, angst, depression, PTSD, og personlighedsforstyrrelser.

Den ængstelig-undvigende tilknytning bliver også ofte benævnt som: desorganiseret tilknytning disorganiseret tilknytning, eller uforløst for traume eller sorg alt afhængigt af hvilken tilknytningsmønstre kategoriseringssystem man benytter.

Som ængstelig-undvigende er man ofte opmærksom på denne dynamik. Man forsøger så at finde strategier for at undertrykke dynamikken, hvilket kan opleves voldsomt anstrengende og arbejdsomt.

Når ens ængstelig-undvigende tilknytning driver en til at forlade ens ellers værdifulde relation, så kan man efterfølgende komme til at stå med et savn eller en sorg over den tabte relation. Hvilket så nogen gang gør at man vender tilbage, og forsøger sig endnu en gang med relationen, i håb om at denne gang skal ængstelig-undvigende tilknytning ikke få magten.

Det kan blive en voldsom hård dynamik, men ikke kun for en selv, også for den anden i relationen. Nogle vil opleve den ængstelig-undvigende som havende en push-pull adfærd, med nogle gange at trække dem tæt på, for så skubbe dem væk.

Det som typisk vil være på overfladen er:

• Oplevelse af uforudsigelighed og forvirring
• Svær at nå ind til
• Følelser kan godt tage over og blive alt for store
• Skiftende behov, svinger mellem et behov for nærhed og tryghed og så skiftede over til et stærkt behov for frihed og personligt rum
• Ofte hyperårvågene
• Push-pull dynamik
• Kæmper med livet, måske i form af stress, angst, eller PTSD

Man kan ikke gå tilbage og ændre sin barndom. Men som i næsten alle andre forhold i livet så kan vi ændre os, og vi har mulighed for at ændre den måde vi er i verden, og derved undgå at hænge fast i fortiden og vores barndom.

Man har som menneske gennem livet mulighed for at vælge at arbejde med at ændre gamle uhensigtsmæssige mønstre til nye mere hensigtsmæssige mønstre.

Den ængstelig-undvigende tilknyttede vil som barn have oplevet voldsomt omsorgssvigt, måske direkte i form af fysisk overgreb eller som kronisk følelsesmæssigt omsorgssvigt, med afvisning og kritik. Hvilket har givet barnet en indre oplevelse af at være uelskelig, kombineret med negative forventninger til andre.

Der er helt grundlæggende to ting der kan rykke et utrygt tilknytningsmønster til en tillært tryg tilknytning:

• Nye trygge tilknytningserfaringer - Gennem længere tid kontinuerligt at være i et parforhold eller sammen med andre vigtige relationer, hvor der opbygges nye trygge tilknytningserfaringer.
• God dybdegående psykoterapi - God psykoterapi specifikt fokuseret på tilknytnings problematikken

Det som mest effektivt ændrer en ængstelig-undvigende tilknytning er en kombination af de to.

For mange ender det ængstelig-undvigende tilknytningsmønster, dog med at spænde ben for at man kan opbygge de trygge og nære relationer, eller det trygge parforhold.

Typisk starter den ængstelig-undvigende tilknyttede i terapi af 3 ret forskellige årsager:

1. Udfordring med vigtige relationer - De oplever et mønster, hvor de gang på gang får det svært i vigtige relationer, og måske alt for ofte ender op med at forlade den anden.
   
   For en del er der en oplevelse af på den ene side fint at kunne se at de godt kan stole på den anden, men samtidig have en mavefornemmelse af at det faktisk er utrygt. De oplever, at de skal passe på, være på vagt, og ikke må blive sårbare.
   
   Eller de er på nuværende tidspunkt i en relation, hvor deres gamle tilknytningsmønster gør det svært. De er faktisk rigtig glade for den anden, men er bange for, at det ængstelig-undvigende tilknytningsmønster endnu engang vil ødelægge relationen.

Det overordnede mål med ængstelig-undvigende tilknytningsterapi er at flytte den utrygge tilknytning til noget som i højere grad minder om en tryg tilknytning. Det benævnes som tillært tryg tilknytning.

En tillært tryg tilknytning vil typisk kunne mærkes ved at:

• Relationerne opleves mere rolige og trygge. Man kan i højere grad slappe af sammen med andre. Man har mindre behov for bekræftelse i starten af en relation og man har mindre behov for at trække sig når relationen bliver tæt.
• Der er en god balance mellem ens behov for frihed og det at være i tætte relationer.
• Der er åbnet op for en tilgang til at mærke og udtrykke følelser. Følelserne må godt være der, og de støtter faktisk en i at finde retning, uden at de tager over og bliver for store. Man kan berolige sig selv.
• Det lave selvværdet fylder mindre, og det er nemmere bare at være sig selv, uden at skulle gøre en masse.
• Det er nemmere at forstå hvad der driver andre og hvordan de ser en. Uden at det bliver overdrevet positivt, eller overdrevet negativt

Der vil være en masse fællestræk og problemstillinger som er ens på tværs af folk som kæmper med en ængstelig-undvigende tilknytning. Men vi er samtidig meget forskellige mennesker:

• med forskellig genetik
• vokset op i forskellige miljøer
• gjort os forskellige erfaringer gennem livet

Derfor er det også vigtigt at den ængstelig-undvigende tilknytning terapi ikke blot retter sig mod den ængstelig-undvigende tilknytning generelt, men er skræddersyet til den enkelte.

Da vores tilknytning påvirker rigtig mange forskellige aspekter af vores liv, så kan den ængstelig-undvigende tilknytning terapi også komme omkring en del forskellige områder.

Det specifikke fokus bliver helt afhængigt af hvad der er relevant for klienten og hvad klienten faktisk ønsker at arbejde med.

Når det så er sagt så er der en række områder som den ængstelig-undvigende tilknytning typisk påvirker:

1. Følelsesregulering - altså ens evne til at kunne sanse, forstå, udtrykke og regulere følelser.
   
   For den ængstelig-undvigende, vil det ofte være i form af at følelser helt kan forsvinde eller de kan blive alt for store, og det kan være svært at berolige sig selv.
   
   
2. Tilknytningsrelaterede erfaringer, ønsker, behov, og ageren - altså de erfaring som man har gjort sig fra barn til voksen med de vigtige relationer i vores liv.
   
   Det er disse erfaringer, der hos den ængstelig-undvigende kan give indre oplevelse af at jeg ikke helt kan stole på at tætte relationer. Og det er farligt for mig at blive sårbar.

At gå fra en ængstelig-undvigende tilknytning til en tillært tryg tilknytning vil for mange opleves som en ny måde at være i verden.

Så en del af arbejdet vil også være at opbygge denne nye måde at være i verden.

I sådan et stykke arbejde kommer man ofte omkring spørgsmål som:

• Hvem er man uden den ængstelig-undvigende tilknytning?
• Hvad er vigtigt og hvad er ikke så vigtigt?
• Hvilke værdier tager man med sig, og hvilke værdier efterlader man?
• Hvilke nye værdier får man?
• Hvordan balancerer man at passe på sig selv og tillade sig at være sårbar og vise hvem man er?
• Hvordan viser man og agerer på følelser så det er sundt for en selv?
• Hvad vil det faktisk sige at være autentisk?

Det er et trygt rum, men ikke så trygt, at der ikke sker nogen ny læring.

Vi bevæger os i din udviklingszone, altså det som ligger lige mellem, det som er helt trygt og velkendt (mestringszone), og der hvor tingene bliver utrygge.

For bliver vi kun i det helt trygge og velkendte, så kommer der ingen ny læring, og på den anden side bevæger vi os så langt ud at det bliver utrygt så er det umuligt at lære noget nyt.

Første session - Den første gang vi mødes, vil vi typisk fokusere på at lære hinanden og problematikken bedre kende. Det giver starten af fundamentet for terapien, forstå det specifikke fokus, hvilken retning og tempo der giver mening i et fortsat forløb.

Efterfølgende sessioner - Derefter i de følgende sessioner vil vi tage afsæt i specifikke situationer eller relevante emner fra din hverdag.

I det arbejde vil vi typisk komme omkring emner som:

• Hvornår er det, at den ængstelig-undvigende tilknytning bliver trigget, og hvordan kan man bryde mønsteret og finde nye strategier.
• Hvordan fjerner vi uroen i forhold til vigtige relationer, og finder en god balance der passer for dig mellem frihed og det at være i relationen.
• En sundere følelsesregulering der passer til situationen, hvor følelserne ikke forsvinder, eller tager helt over.
• Hvornår er det, at følelser og tanker ikke længere passer sammen, og hvordan får vi dem til at passe til de situationer hvor de opstår.
• Få ændret en potentielt indre kritiker, til noget som mere minder om en rådgiver eller en coach .

Mange forestiller sig en ret lineær udvikling, men det er det så godt som aldrig.

Ofte tager det først lidt tid helt at finde den fornødne tryghed.

Så har mange en periode, hvor der opnås en ny indsigt.

Når man så står med denne nye indsigt, så bliver der ofte et stykke arbejde med rent faktisk at integrere den og få nye mønstre, et stykke arbejde som for mange er noget mere langsomt.

Dertil kommer, at rigtig mange også oplever tilbagefald gennem et terapiforløb. Det kan være hårdt, da man i de perioder kan stå med oplevelse af måske at have fejlet. Men sådan er det ikke, det er ofte blot en kalibreringen af ens indre system, indtil man finder tilbage på vejen igen.

Samtidig med at den ængstelig-undvigende tilknytning terapi tager tid, så er det også sådan at det ængstelig-undvigende tilknytningsmønster, der modarbejder terapien. Man har gennem et helt liv lært sig selv, at det kan godt være at man har brug for andre, men man kan ikke stole på dem.

At arbejde med sin ængstelig-undvigende tilknytning kræver mod, da man som en del af arbejdet må læne sig frem og stole på andre. Hvilket jo netop er det man har erfaring med at man ikke kan.

Hvilket også gør det rigtig svært som ængstelig-undvigende tilknyttet at forblive i et terapeutisk forløb.

Man stoler ikke helt på om terapeuten faktisk vil en, eller om terapeuten faktisk er den rigtige til at hjælpe en.